Slaget om seerne slås med danske produktioner i primetime og specielt de næsten-nationale kommercielle stationer, TV3, TV3+ og TvDanmark har haft så markante fremgange, at de mener, at der er basis for, at de får samme distributionsbetingelser som public service kanalerne DR og TV2 - eller at DR2 i det mindste ikke fremmes distributionsmæssigt på deres bekostning.

Kulturministeren har med henvisning til Telestyrelsens beregninger hidtil haft held til at afvise specielt TV3s ønske om en jordbaseret distribution. En kommende digitalisering vil kun i bedste fald åbne for endnu en landsdækkende kanal, når først TV2 og DR hver er blevet tilgodeset med to kanaler, og pt undersøges det, om denne proces for DR2s vedkommende kan fremskyndes ved at tildele stationen en række ubenyttede frekvenser, der er øremærket til græsrods-tv.

TV3 skumler og TvDanmark proklamerer, at hvis det skulle vise sig muligt at etablere en ekstra landsdækkende kanal, vil de ansøge om denne i konkurrence med TV3. Som det fremgår af artiklen på side 3 sættes der ikke den store lid til Telestyrelsens konklusioner og lyst til at tage initiativer, der kunne skaffe flere kanaler til landsdækkende dansk tv. Tværtimod mener man, at det kan være nødvendigt med direkte politiske pålæg, hvis de danske tv-stationer skal gøre sig forhåbninger om at få flere frekvensmæssige muligheder i fremtiden.

I en tid, hvor der i andre dele af verden tales om et kanaludbud på op til 1.200, kan det undre, at vi i Danmark til stadighed føler os begrænset til fire analoge kanaler, hvoraf den fjerde kan omdannes til enten fire eller otte digitale kanaler. Årsagen er selvfølgelig, at vi i Danmark udelukkende taler om fremtidens digitale tv-distribution via et terrestrisk sendenet. Muligheden for at etablere landsdækkende tv-netværk baseret på en kombination af satellit og kabeloverførsel er slet ikke på tale - heller ikke selvom dette ville kunne opfylde selv de hedeste ønsker om flere kanaler. I Danmark har vi ligesom i Sverige uden debat ladet politikerne træffe beslutning om, at fremtidens digital-tv skal distribueres via et politisk kontrollerbart jordbaseret sendenet. Når politikere har truffet denne beslutning, kunne man fristes til at antage, at det skyldes en naiv tro på, at kun et distributionsnet, der geografisk befinder sig inden for landets grænser kan sikre, at den politiske indflydelse på stationernes sendeflade bibeholdes. At man med et terrestrisk sendenet sikrer sig, at "hovedafbryderen" helt bogstaveligt befinder sig på dansk grund. Et alternativ til denne udlægning kunne være ønsket om at beskytte de nationale stationer mod konkurrence fra de udenlandsk ejede kommercielle stationer.

Men hvad er det man ønsker at beskytte? Statens økonomiske interesse i DR og TV2? De pågældende stationers medarbejdere? Muligheden for en politisk sikring af et nationalt programindhold?

Set ud fra en branchemæssig betragtning skal der ikke herske tvivl om, at det danske produktionsmiljø også har haft stor glæde af de næsten-danske stationers ordrer - og derfor ikke deler den politiske reservation omkring etablering af nye distributionskanaler. Flere stationer resulterer i flere danske produktioner - og det er vel den optimale måde at fremme danskheden på, idet dette tilgodeser både et frodigt produktionsmiljø og en konkurrencebetinget fortsat udvikling af dansk tv-kultur.