Netflix’s øverste chef Reed Hastings formastede sig før jul til at sige, at nyheder og live-sport ikke var på vej til Netflix, og at kunderne ikke skulle forvente at se den type udsendelser på Netflix i fremtiden.

"You don’t want to invest in things that are dying," lød det fra topchefen, der blev citeret for bemærkningen i flere internationale medier, fra Huffington Post til New York Times.

Måske er det blot sagt for at provokere? Eller for at lægge røgslør ud, da man overvejer at byde på rettigheder i fremtiden og ikke ønsker, at priserne stiger yderligere? Eller er der bare tale om traditionel "fat cat-syge" eller mediearrogance?

I midten af 1990’erne arbejdede jeg selv i et af de på den tid stærkeste mediehuse - Det Berlingske Officin. Mediehuset skovlede penge ind i ordets bogstaveligste forstand. Ikke kun på avissalg, men i høj grad på annoncer. Specielt gruppen "rubrikannoncer". Berlingske ejede faktisk det, man kalder markedspladserne så som bolig, bil og ikke mindst jobmarkedet. På samme tid blomstrede et nyt fænomen - Internettet. Ledelsen på Berlingske havde den holdning, at man ikke troede på det. Det skulle i hvert fald bevise sig selv først, inden man ville tage det alvorligt. Få år efter havde man tabt alle markedspladserne, som var mediehusets mest lukrative indtægtskilde.

Dyre sportsrettigheder

Fra 2008-2014 havde jeg fornøjelsen af at være ansat i tv-branchen. Her dukkede også et nyt fænomen op - Netflix. Holdninger i ledelserne i de forskellige tv-huse var på samme vis: Netflix - dem tror vi ikke på. Da Netflix fik sin første bølge af succes, blev der i tv-branchen produceret nogle analyser, der påviste, at danskerne i gennemsnit kun brugte et par minutter om dagen på at se Netflix. Det var nok kun ansatte i tv-branchen, der troede på de analyser.

Dagbladene blev uden tvivl ramt af mediearrogance i 90’erne, og det kan også hævdes, at tv-branchen er blevet det i 00’erne.

Måske kan man på sin vis hævde, at Netflix allerede er ramt af samme sygdom på trods af deres unge alder, når man kan udtale, at sening af live-sport er uddøende. Ikke mindst når man ser, hvad de største begivenheder koster. Det danske fodboldlandsholds kvalifikationskampe fra 2014-2017 skønnes at have kostet ca. 150 mio. kr., rettighederne til de næste fire OL (to vinter og to sommer) i Europa koster ca. 10 mia. kr., og endelig skønnes rettighederne til den engelske Premier League på verdensplan de næste tre år at indbringe omkring 70 mia. DKK. Ingen af tallene er officielle, men efter mit kendskab er det overbevisende skøn.

Live-sport kan ikke kopieres

Hvis man lægger oveni, at sportsrettigheder, der typisk er på 3-4 årige perioder, ofte stiger med 50-100 pct. ved hver forhandling, kan man måske undre sig over, hvor længe prisstigningerne bliver ved. Men andre interessenter er også begyndt at byde på dem. I Asien ser man fx kabel-tv-udbydere, der har købt eksklusive rettigheder til den engelske Premier League for at sikre sig, at seere køber deres pakker. Det vil svare til, at Yousee eller for den sags skyld Boxer pludselig købte Superligaen. Indhold er stadigvæk konge. Mediet, om det er en tv-station eller en indholdstjeneste, er i bedste fald en distributionskanal.

Alle søger desperat efter unikt indhold, og hvis nogen er heldige at finde en flig, så går der ikke længe, før andre udbydere har kopieret den. Men her adskiller live-sport sig. Det kan ikke kopieres. Og interessen for live-sport er på ingen måde uddøende. Den har en kæmpe global appel. Det ser man bl.a. ved, at mange lande er begyndt at bruge den politisk og til branding. Lande som Rusland benytter OL og VM i fodbold til at "rense" deres image. Selv Qatar er lykkes med at "købe" sig til et VM i fodbold for at brande landet globalt set.

Det burde få Netflix til at revurdere, om de er blevet indtaget af mediearrogance, en sygdom, som hvis man kureres i et tidligt stadium,sagtens kan sikres et langt og godt liv.