Pressenævnet som både anklager og dommer
Fire kvinder og en mand tænker for tiden dybt over, hvorvidt Pressenævnet skal til at være offentlig anklager – ud over at fortsætte som dommer i sager om presseetik og genmæle.
De fem udgør et underudvalg, som Pressenævnet har nedsat for at vurdere, om tiden er inde til, at nævnet selv skal rejse klagesager imod medier – uden at der foreligger nogen klage fra folk, der føler sig forurettede.
Meningen er altså, at Pressenævnets to gange fire medlemmer via deres tilfældige medieforbrug skal kunne hidse sig op til at formulere klager på vegne af folk, der ikke har brokket sig til nævnet – men som lader sig lokke til at godkende en klage.
Derefter skal Pressenævnet afgøre, om dets hjemmelavede anklager imod et medie skal medføre en kendelse, hvori mediet irettesættes. På den måde bliver nævnet på én gang anklager og dommer. Det vil være en aldeles uciviliseret konstruktion, der bringer mindelser om justitsvæsenets elendighed i DDR.
Formand lovede EB tæsk
En sådan institution vil formentlig kollidere med Menneskerettighedserklæringen. Men Pressenævnets formand, højesteretsdommer Hanne Schmidt, har ikke principielle betænkeligheder ved en sådan praksis.
Så sent som under konferencen Redaktørernes Døgn i Svendborg tirsdag 5. maj talte hun om, at nævnet måske snart enes om at tage flere sager op af egen drift. Det kan hun glimrende forestille sig. Hun lovede Ekstra Bladet tæsk på forhånd.
Egendriftssager er ellers kun set én gang – nemlig i 1997, hvor Pressenævnet blev slemt til grin ved – på helt eget initiativ - at kritisere Ekstra Bladet for at have bragt et ærbart foto af kronprins Frederik siddende ved en fransk flod med to venner og en kæreste, alle ærbart klædt på.
Denne komiske virksomhed som selvbestaltet hofsnog vaccinerede nævnet mod selv at rejse flere klagesager. Det virker altid forlorent at være forarget på andres vegne. Især når disse andre ikke har bedt om det.
Klagede næsten selv
19. maj falder nævnets kendelse i den såkaldte Nakskov-sag, hvor Ekstra Bladet bragte billeder fra Facebook af nogle børn, der var brændt inde. Officielt har børnenes to mødre klaget.
Men chefredaktør Poul Madsen og hans advokat Ole Liedke gør gældende, at nævnet selv har konstrueret klagen ved at henvende sig til den ene mor for at spørge, om hun ville klage i lighed med den anden.
Nævnets sekretariatschef Ditte Marie Nørgaard forklarer mig, at sagens første henvendelse kom fra en fætter til den ene mor, som ønskede fuldmagt til at formulere en klage. Nævnet spurgte derefter den anden mor, om hun var interesseret i at bruge samme talsmand. Det sagde hun ja til på trods af, at hun selv to gange havde ladet sig interviewe og havde forsynet bladet med nye billeder af børnene.
Selv efter sådan et forløb kan nævnsformand Hanne Schmidt ikke begribe, at nævnet skulle blive inhabilt som domstol ved selv at have rejst anklager i de sager, det skal pådømme.
Denne manglende tankens klarhed bekymrer mig ærligt talt. Er det betryggende, at en kvinde uden elementært begreb om upartiskhed er dommer i Højesteret? Ganske vist er megalomani ikke et ukendt fænomen i den bygning, men hér er enhver selvindsigt suspenderet.
Fem begavelser
Tilbage til underudvalget, som skal hitte ud af, om pressens anklager/dommer -kombination skal sættes i spil. Det består af den til døden habile højesteretsdommer Hanne Schmidt, Journalistforbundets selvstændige erhvervsdrivende Ulrik Holmstrup, arbejdsgivernes talskvinde, chefredaktør Dorthe Carlsen, DRs etikchef Inger Bach og Fyens Stiftstidendes journalist Lene Sarup.
Personsammensætningen giver ikke meget håb om, at underudvalget vil sætte ytringsfriheden højere end artigheden.
De fem begavelser skal meddele Folketingets kulturudvalg – der gerne vil have pressen i tæt snor - hvordan de ser på egendriftssager. Men de har magt til at begynde for sig selv omgående og har naturlige anlæg for at optræde som politikernes skødehunde.
Ikke noget yndigt syn.
Debat: Politikens uskønne jagt på kilder
Debat: Journalisters dovenskab breder sig
