Forleden sad jeg en sjælden gang foran flow tv’et. Altså det indhold som nogen fastsætter, man skal se på bestemte tidspunkter. Jeg havnede på DR1 og stødte blandt andet ind i et soloshow med Mette Blomsterberg - senere i en kombination med James Price - og sidst men ikke mindst en gang spise med brødrene Price i USA.

Jeg vil gerne understrege, at jeg er vild med dem alle tre. Deres talenter rækker langt ud over gryderne, og jeg ville sågar stemme på dem, hvis de stillede op til Folketinget. Derfor er der intet personligt i de kritiske betragtninger, programmerne kaldte på.

Licensbetalernes afkast

Under DR’s Price-Blomsterberg-maraton havde jeg samtidig mine øjne rettet mod Ipad’en for at researche lidt på julegaver. Jeg ramte en hel kollektion af glas og service fra Mette Blomsterberg på Inspirations hjemmeside og besøgte herefter Blomsterbergs Facebook og konstaterede, at hun har 178.000 fans i dette univers. Brødrene Price er efter en snæver start på DR2 blevet et af DR’s flagskibe på hovedkanalen, og har i processen opnået astronomiske 240.000 fans på Facebook, en dejlig restaurant og en stor mad-konsulentvirksomhed.

Fælles for Blomsterberg og Price er den helt usædvanligt store markedsføring, som DR med sine programmer investerer i dem.

Ganske som i politik, anvender DR personligheder frem for indhold i kampen om opmærksomhed. Når den massive markedsføring, som uden at lægge hovedet på blokken meget vel kan opgøres til et sekscifret beløb, bagefter og helt omkostningsfrit kan veksles til forretning, er det jeg spørger: Får licensbetalerne noget tilbage? Er DR medejer i deres virksomheder? Det må man da håbe, for ellers kan man jo tale om skjulte subsidier.

Øget magt i digital verden

I den private sektor laver man det, der hedder en aktier-for-medier aftale. Dvs. et medie markedsfører en person/virksomhed mod at få del i succesen. Når DR’s public service penge så pumpes ud i markedsføring af de nævnte personligheder, og vi ved, at det på den helt store klinge vælter det ind med penge, må der ringe en alarmklokke. 

DR er gået fra at opfylde helt specifikke public service krav om mangfoldighed til at springe over på de private mediers banehalvdel, selvom de ikke direkte tjener penge på at agere kommerciel katalysator for talenter som Blomsterberg og Price.

Transformationen ind i den digitale verden har givet DR monopollignende magt. Det er både skadeligt for konkurrencen, men så sandelig også for investorerne - altså licensbetalerne. Vores indflydelse sker gennem politikernes budgetlægning ud fra en medieaftale og en public service kontrakt. Men det er ikke desto mindre som om, DR har frit spillerum til at være på alle platforme på alle tidspunkter med indhold, der bør og skal drives at private.

Tabu at gøre DR mindre

Det er blevet et tabu at tale om at gøre DR mindre. I virkeligheden burde DR drives på mindste klinge, så private medier kan lave den slags aftaler, der gør Price og Blomsterberg store. Det giver afkast til de relevante investorer, og hele den interessekonflikt, markedsføringen ellers bringer public service-huset i, forsvinder som dug for solen.

Man bliver nødt til at betragte DR’s position holistisk, og her er det evident for alle, at der er tale om konkurrenceforvridende og monopolistisk adfærd, der til syvende og sidst efterlader ’investorerne’ med et tab og knuser konkurrencen.