Kulturminister Marianne Jelved bryder sig tilsyneladende ikke om DR's forfatning eller den måde, DR styres på af Folketinget. Hun ville vist gerne, der slet ikke fandtes en § 12 i Radio- og fjernsynsloven:

• DR skal udøve public service-virksomhed over for hele befolkningen efter de i § 10 nævnte principper."

• Stk. 2. DR’s udfyldelse af public service-forpligtelserne fastsættes i en public service-kontrakt mellem kulturministeren og DR."

Det instrument, der ikke er omtalt i loven, er medieaftalen, som normalt gælder for fire år og som omfatter et flertal i Folketinget, aftalen for 2015-2018 omfatter endda hele Folketinget.

Medieaftaleinstrumentet opstod først i 1990’erne for at sikre politisk stabilitet om licensen og DR's forhold for flere år ad gangen. Efterhånden kom der flere detaljer med, og fra 2002 bestemte Folketinget, at ”udfyldelsen” af forpligtelserne skal ske i en public service-kontrakt mellem Kulturministeren og DR. Til den formulering må gøres to bemærkninger.

For det første er der ikke formelt tale om en gensidig kontrakt, men om et ensidigt pålæg, selvom ”kontrakten” bliver til gennem dialog med DR. For det andet handler kulturministeren her som i alt andet under parlamentarisk ansvar. Et flertal i Folketinget kan give hende besked om, hvad der skal stå eller ikke så i kontrakten, eller hun må gå af.

Forkert opfattelse af DR

Fordi Medieaftalen indgås ca. et halvt år før den nye public service-kontrakt afløser den gældende, opstår tilsyneladende et tomrum. DR har hævdet, at hvis et fænomen – f.eks. Underholdningsorkesteret – ikke er nævnt i Medieaftalen, kan det heller ikke optræde i den kommende public servicekontrakt. Generelt er det noget sludder. Selvfølgeligt kan der opstå politisk flertal for at pålægge eller forbyde DR bestemte opgaver også efter, at Medieaftalen er indgået.

Konkret er formodningen, at den hidtidige public service-kontrakt må forventes videreført, hvis der ikke er givet varsel om det modsatte i medieaftalen. F.eks. det forhold, at Underholdningsorkesteret ikke er nævnt i årets medieaftale skal forstås sådan, at der ikke skal ændres noget vedrørende orkesteret i kontrakten.

Ud over det formelt korrekte i denne opfattelse kan man bare forestille sig det modsatte, som ville indebære, at hele public service-kontrakten og mulige ændringer skulle gengives i medieaftalen, og så vil ministerens kompetence til at indgå aftalen helt forsvinde i luften.

DR er selv årsag til krise

Marianne Jelved har udtalt, at Folketinget kun skal vedtage rammerne for DR og lade DR's bestyrelse om udfyldningen, andet er brud på armslængdeprincippet. Velvilligt forstået, mener ministeren dermed, at ”rammerne” også omfatter public service-kontrakten, der bestemmes af et politisk flertal. Uvenligt forstået, mener ministeren, at public service-kontrakten skal dikteres af DR's bestyrelse og blåstemples af ministeren uden Folketingets indblanding.

Efter min opfattelse er DR selv årsag til den krise omkring DR's forfatning, der er opstået, fordi DR misbrugte perioden fra Medieaftale til en ny public service-kontrakt til en mistolkning af normerne, som om DR frit kan disponere, indtil en ny kontrakt foreligger.

Krisen giver anledning til, at der i lovens eller vedtægten for DR må skrives, at public service-kontrakten ikke er tidsbegrænset, men gælder indtil en ny kontrakt har ændret den, og at DR ikke kan disponere imod den rådende kontrakt, før end den nye foreligger.

Det er Folketingets ansvar og opgave at bestemme, hvad DR skal og ikke skal bruge licensindtægten til. Det er mærkeligt, at DR's ledelse med så fine jurister i spidsen ikke selv kan indse dette, men skal have det skrevet ned.