MediaWatch

Reklameafgift på kollisionskurs med mediestøtte

Reklameafgiftsloven trækker automatisk - og dybt problematisk - dagbladene og mediestøtten ind i billedet, skriver Frands Mortensen.

Foto: Haglund Martin Kurt
Da EU-Kommissionen i juli i år godkendte den omstridte danske Reklameafgiftslov satte Kommissionen imidlertid to betingelser for godkendelsen, der kræver, at Folketinget endnu en gang behandler loven.

Den første betingelse er uproblematisk. Danmark havde ønsket, at direct mail skulle undtages for at betale afgift. Det afviste Kommissionen, og Danmark lovede at justere på loven, inden den kan træde i kraft.

Den anden betingelse skaber store vanskeligheder – ikke for Reklameafgiftsloven, men for Mediestøtteloven, der i 2013 blev godkendt af EU-Kommissionen.

Forbud mod mere støtte

I sin afgørelse om godkendelse af Reklameafgiftsloven  nævner Kommissionen to gange, at støtte fra Reklameafgiftsloven ikke må kumuleres - det vil sige øges - med støtte fra Mediestøtteloven.
En medievirksomhed kan derfor ikke modtage støtte fra begge ordninger. Reklameafgiftsloven rummer en bestemmelse, der fritager de gratis ugeaviser fra at betale reklameafgift, og dette er (indirekte) statsstøtte. Imidlertid står Mediestøtteloven åben for alle nyhedsmedier, også for de gratis ugeaviser, hvis de opfylder Mediestøttelovens betingelser. Det er derfor nødvendigt at skrive kumulations-forbuddet ind i både Reklameafgiftsloven og i Mediestøtteloven, så de gratis ugeaviser ikke kan få støtte efter begge love.

Det er ikke vanskeligt at skrive dette forbehold ind i Reklameafgiftsloven, der jo alligevel skal ændres af Folketinget. Det har skatteministeren allerede foreslået i et notat af 5. september til Folketingets Europaudvalg.

Men for at denne lov kan træde i kraft, skal det også være skrevet ind i Mediestøtteloven. Det kan ske ved at udelukke de gratis ugeaviser fra at få mediestøtte, hvad de som sagt principielt kan få i dag. Det vil ændre de støttekriterier, der er godkendt af Kommissionen, idet støtten gøres yderligere selektiv, hvis den udelukker en kategori af nyhedsmedier. Den ændrede lov skal derfor igen notificeres ved Kommissionen, og Reklameafgiftsloven kan derfor ikke træde i kraft, før der foreligger en positiv Kommissionsafgørelse angående den nye mediestøttelov.

Kommissionen godkender næppe

Det vil tage tid, men det er ikke det værste. Det virkelige problem er, at det er meget lidt sandsynligt, at Kommissionen vil godkende den ændrede Mediestøttelov. Det bliver svært for Danmark at argumentere overbevisende for, at der skal diskrimineres mellem de to typer af skrevne nyhedsmedier: dagblade og gratis ugeaviser.

En sådan diskrimination kan næppe begrundes i forhold til mediestøttens formål – at bidrage til den demokratiske debat og sprede social og politisk information. Især ikke, når Kommissionen med Reklameafgiftsloven netop har godkendt støtte til de gratis ugeaviser med samme begrundelse, nemlig at de fremmer udbredelsen af samfundspolitiske nyheder til offentligheden med hensyn til spørgsmål af lokal interesse og er kilde til lokal nyhedsformidling og demokratisk debat.

Trækker dagblade ind i diskussion

Men der er sandsynligvis endnu større problemer for dagbladene, idet disse heller ikke må kunne få støtte fra begge støtteordninger. Det springende punkt er her, om de kan siges at modtage indirekte støtte fra Reklameafgiftsloven (ved ikke at skulle betale afgiften), som de gør det fra Mediestøtteloven.

Det mener jeg uden tvivl er tilfældet. Ugeaviserne falder ind under reklameafgiftsloven, fordi de er reklametryksager. De rummer reklamer og mindst 25 pct. redaktionelt stof. De har et publicistisk formål, der er godkendt af Kommissionen. Dagbladene rummer også reklamer, men skal mindst have 50 pct. redaktionelt stof for at kunne få mediestøtte. De er også publicistiske.

At disse ekstra 25 pct. redaktionelt stof skulle omdanne dagbladenes reklamer til noget, der ikke er reklamer, giver ingen mening. Skatteministeriet vrøvler simpelthen, når de påstår, at dagbladene ikke også er reklametryksager, som ugeaviserne er det.

Hvis man kigger på ordlyden i Reklameafgiftsloven, lyder det i paragraf 1, stk. 1: “Der skal betales afgift til statskassen af husstandsomdelte reklamer”, og i stk. 2 står der: “Ved husstandsomdelte reklamer forstås efter denne lov forsendelser, som har til formål at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser, og som omdeles uden betaling fra modtageren”.

Stk. 1 fritager således implicit trykte reklamer, der ikke er husstandsomdelte, og stk. 2 fritager implicit reklamer, der omdeles mod, at modtageren betaler. Stk. 1 fritager bl.a. Metroxpress, der ikke husstandsomdeles, mens stk. 2 fritager dagblade, som der betales abonnement for.  Reklameafgiftsloven indeholder således statsstøtte til dagbladene (og til Metroxpress), idet disse fritages for at betale reklameafgift. Jfr. princippet i momsfritagelsen, der er indirekte støtte til dagbladene.

Katastofe for dagblade

Hvis de danske myndigheder derfor indfører bestemmelsen om, at støtte efter Reklameafgiftsloven ikke må kumuleres med støtte fra Mediestøtteloven (hvad de har lovet Kommissionen og Europaudvalget), kan de fritagne dagblade (og Metroxpress) ikke modtage statsstøtte fra Mediestøtteloven. Og det vil være katastrofalt for i hvert fald Information og Kristeligt Dagblad, og andre dagblade vil også få det svært. Så det må af mediepolitiske årsager undgås.

Der er så vidt jeg kan se kun én løsning på det mediepolitiske problem. Reklameafgiftsloven må ikke sættes i kraft. Den kan næppe justeres på en måde, der undgår at øge dagbladenes økonomiske vanskeligheder.

Mere fra MediaWatch

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs