MediaWatch

Debat: Kvælertag på pressefriheden

Tre aktuelle eksempler tyder på, at politikere og Pressenævn er i gang med at bruge Se og Hør-fadæsen som alibi for at indskrænke pressefriheden, skriver Bent Falbert i debatten.

Den danske pressefrihed er i fare. Jeg skriver det lige igen: Den danske pressefrihed er i fare.

Det undrer mig, at truslen ikke er hovedemnet i denne tids mediedebat. Så vidt jeg kan se, benytter mediepolitikere og apparatjikker i Pressenævnet ophidselsen over Se og Hør-fadæsen som påskud til at indskrænke grænserne for, hvad vi må skrive og sige.

Den faretruende udvikling kan ses på mindst tre felter:

1) Visse politikere har fået på hjernen, at navneforbud skal udstrækkes til at omfatte langt flere situationer end i dag. En talsmand for advokaternes fagforbund førte sig forleden begejstret frem i Radio 24/syv med det rabiate synspunkt, at der som udgangspunkt burde eksistere navneforbud i samtlige straffesager. Kun undtagelsesvis skulle dommere kunne tillade gengivelse af navne på sigtede og tiltalte. Altså den omvendte verden: Hemmelig retspleje.

Jeg glemmer aldrig et navn, men jeg vil gøre en undtagelse i dette tilfælde. Den pågældende advokattalsmand må have glemt at læse grundlovens paragraf 65: ’I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.’

Det var netop lovgivers mening, at pressen og dermed folket skulle kunne følge sager nøje, herunder rapportere, hvem der føres proces imod.

2) I sidste uge afsagde Pressenævnet – til lejligheden sammensat af fire midaldrende kvinder, som gyser ved synet af Ekstra Bladet – en kendelse, som indebærer en anden form for navneforbud. Nævnet udtaler kritik, fordi bladet i en satirisk kommentar har gjort grin med en i særklasse emsig funktionær i Parkering København.

Særligt kritiseres, at den pågældendes navn blev nævnt: ’Det er Pressenævnets opfattelse, at det normalt ikke er nødvendigt for medierne at omtale en menig medarbejder på en måde, så vedkommende kan identificeres.’

Nævnet vil altså til at bestemme, at medier kun må navngive ledende medarbejdere i diverse institutioner! Det er endnu et brud på grundloven, som foreskriver, at retsplejen skal holdes adskilt fra forvaltningen. Nævnet er jo intet mere end et stykke forvaltning, og gud véd, hvor de fire nævnsmedlemmer henter deres kompetence?

Absurd nok vil de fire damer indføre denne drabelige restriktion i en tid, hvor vi diskuterer, om menige politifolk skal forsynes med nummerplader, så de bedre kan gøres ansvarlige.

Forhåbentlig hopper medierne ikke på dette forbud. Ansvar er altid personligt. Det skal det blive ved at være.

3) Se og Hørs misbrug af ulovligt tilvejebragte kontooplysninger har fået retspolitikere til at kræve tredobling af bødeniveauet i pressesager – samt fængselsstraffe for krænkende omtale.

Forhåbentlig evner partilederne at fange fornuften, så den slags uciviliserede tiltag snarest aflives.

De tre eksempler burde få flere pressefolk til at vågne op. Hvis den slags ukrudt får lov at oversomre, risikerer vi, at det lige så stille vokser sig stort. Det skal trækkes op med det samme. Husk rødderne.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere