MediaWatch

Kommentar: Vær dog lidt mere ambitiøs, Lars Munch

JP/Politikens topchef drømmer om et opkøb af Berlingske. Det er alt for uambitiøst, mener MediaWatch' chefredaktør.

I går kunne man igen, igen læse i Børsen, at JP/Politikens Hus med Lars Munch i spidsen har hede drømme om et opkøb af Berlingske Media.

Jeg har på min side svært ved at forstå, hvorfor Berlingske Media er så pokkers interessant - og jeg tror, at en fusion af de to store avishuse ville være usundt på mange planer.

Det ville for det første igen sætte JP/Politikens Hus i en situation, hvor der i en periode først og fremmst ville være fokus på at skære til og stramme op. De store gevinster ved en fusion ligger dels i besparelser dels i, at man i en overgangsfase vil kunne hæve annoncepriserne.

Det ville blive hug en hæl og klip en tå, drop rabatter og lad falde hvad ikke kan stå i de første par år, indtil man ville stå med en strømlinet medievirksomhed med en omsætning på måske 5-6 mia. kr., men uden at man var kommet et skridt videre i forhold til at løse de grundlæggende problemer, avishusene står overfor med faldende oplag og stigende konkurrence om annoncekronerne som de største.

Internt ville en Berlingske-fusion skabe jubel og eufori på Rådhuspladsen i de første måneder, men derefter ville risikoen for at koncernen går i dvale være overhængende.

En fusion mellem de to store avishuse ville naturligvis heller ikke være sundt, hverken for markedet som helhed eller for pluralismen i det danske mediebillede. JP/Politikens Hus har vist, at huset kan rumme vidt forskellige medier i sin nuværende konstruktion, men Jørgen Ejbøl og Lars Munch lever ikke evigt og at samle de største redaktionelle kraftcentre i Danmark ville være at bede om problemer på længere sigt.

Det danske mediemarked ville næppe blive hverken sundere eller større af en sammenlægning. I JP/Politikens optik ville en udrensning være godt. Med lidt færre avistitler rundt om i landet - måske med de midtjyske aviser som indstik i Jyllands-Posten - ville annoncepriserne givet kunne hæves. Men det er en stakket frist - for dagbladene konkurrerer ikke længere kun mod hinanden. Annoncørerne får flere og flere kanaler at nå brugerne gennem, og den udvikling lader sig ikke bremse af Den Store Danske Fusion.

Først og fremmest irriterer snakken om en fusion dog, fordi den er så uambitiøs. Hvis JP/Politikens Hus skal være større, bør det ske i en fusion med Egmont - eventuelt med TV 2 som en del af koncernen. Men heller ikke det ville løse det grundlæggende problem. Vinderne i det medieudskillesesløb, vi nu er vidner til, bliver nemlig ikke dem med de største tegnedrenge - det bliver dem med de bedste  ideer. Og JP/Politikens Hus burde i stedet for at tale fusioner koncentrere sig 100 pct. om at dyrke ideer. Koncernen har med sin stærke økonomi, det man kalder et "window of opportunity" - Lars Munch har råd til at udvikle. Men det er et vindue, som lynhurtigt kan klappe i igen, hvis ikke han griber chancen.

Mere fra MediaWatch

"Helt generelt synes jeg selvfølgelig, at vi chefredaktører skal stille op"

Principielt bør mediechefer også stille op til kritiske interviews, når medierne forventer det samme af fx politikere, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, efter kritik fra tidl. statsminister af manglende interviews med B.T.'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby i kølvandet på dokumentarfilmen om metoo på TV 2.

Seneste nyt

Se flere jobs