MediaWatch

Debat: Facebook giver medierne og journalistikken flere læsere

Facebook er med til at udbrede danske mediers journalistik, men brugerne er allermest optaget af andet indhold på platformen, skriver Facebooks to nordiske chefer i dette debatindlæg, efter topchefer for seks af landets største mediehuse onsdag efterspurgte regulering af techgiganter.

Facebooks nordiske topchefer Martin Ruby (th), politisk chef for Facebook i Norden og Benelux, og Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster (tv). | Foto: Martin Lehmann/Politiken

DEBAT | Lad os slå det fast fra start: Facebook er en gevinst for danske medier. Facebook giver nemlig fantastiske muligheder for at få god journalistik ud til mange flere danskere end dem, der allerede læser avis. Så meget, at mediehusene hver eneste dag har folk på arbejde med ansvar for, at mediets historier bliver lagt ud, hvor danskerne kan se dem. Og det er vigtigt – både for medierne og for demokratiet – for nyhedsmediernes gode arbejde er jo kun noget værd, hvis folk rent faktisk læser det.

Netop den simple logik omkring forholdet mellem nyheder og Facebook er værd at få på plads, inden man fortaber sig i debatten: Når der ligger danske nyhedshistorier på Facebook, er det af to årsager: Enten fordi mediet selv har lagt dem op, hvor 3,2 mio. danskere hver dag kan se dem, eller fordi en af mediets læsere er blevet så optaget af en historie, at hun har valgt at dele den med venner og familie på sin profil.

Flere medier, som ellers har betalingsmur, har endda udviklet løsninger, hvor historier, som en abonnent har delt, kan læses kvit og frit af alle abonnentens venner. For selvom man som medie ikke kan leve af klik alene, så giver det alligevel god mening, hvis man for eksempel gerne vil sælge flere abonnementer.

Samarbejde med medier

Men hvad betyder nyhedsstoffet for Facebook? Troværdige nyheder, som vælgerne kan bruge, når de tager stilling til politiske spørgsmål, er vigtige for demokratiet, og det er vigtigt for os, at vores platform giver gode muligheder for, at medier og læsere kan finde hinanden. Det er derfor, vi samarbejder med adskillige internationale mediehuse i forskellige størrelser og på tværs af platforme om at udvikle nye løsninger for distribution af nyheder på mobilen. Men hvis man ser på de hårde tal, udgør nyhedsstof faktisk mindre end en håndfuld procent af det indhold, folk rent faktisk ser på Facebook.

Hvis man – ligesom os – er blandt dem, der ser rigtig mange nyheder på Facebook, kommer det måske som en overraskelse, men vi er faktisk et meget lille mindretal. I brancheorganisationen Danske Mediers egen undersøgelse af spørgsmålet lyder det, at blot 3 pct. af danskerne betragter Facebook som deres vigtigste kilde til nyhedsstof.

Realiteten er, at langt det meste hos langt de fleste udgøres af alt det andet, der fylder noget i vores liv: En ven, der har fødselsdag, en gymnasiekammerat, der har fået en baby, eller et populært opslag i en af vores yndlingsgrupper. Generelt set går danskerne nemlig ikke på Facebook for at læse nyheder.

Folk går på Facebook, fordi det er her, de kan holde kontakten med dem, de ellers ville være gledet fra, og fordi det er her, de har mulighed for at mødes i selv de mest snævre interessefællesskaber. Fra Mors til Maribo og fra Allinge til Agger er det i langt højere grad interessen for stiklinger, surdejsbagning eller gamle danske ordsprog, der trækker.

Forsøg med Facebook-pause

Men hvad er den konkrete værdi for nyhedsmedierne i at være på Facebook? I 2018 valgte Dagbladet Information at følge spørgsmålet til dørs ved at holde en selvvalgt pause fra Facebook i tre uger. Da tiden var gået, kom de tilbage, for konsekvensen var, at deres trafik var faldet med knap en femtedel, fordi de besøg, som Facebook plejede at generere, ikke længere var en del af regnestykket. Forsøget viste faktisk, at Information havde større gavn af Facebook end forventet, og avisen konkluderede, at det – ud over den manglende trafik – ikke gav mening "ikke også at være til stede der, hvor en stor del af den offentlige samtale finder sted," skrev Information.

Sociale medier som Facebook har givet mulighed for at tage en del af den offentlige samtale i en ny form for plenum, og det er værd at holde fast i i et demokrati som det danske. Vi har en stærk tradition for åbne meningsudvekslinger og gerne i direkte dialog med vores folkevalgte, som er vant til at færdes i øjenhøjde. Her er det jo et stærkt bidrag til samtalen, hvis folk kan dele god og lødig journalistik, når de synes, det rammer et problem godt ind, understøtter et vægtigt argument eller præsenterer et overset perspektiv. Men ud over at være et rum for debat har vi også et stærkt ønske om, at vores platform skal understøtte demokratiet ved fortsat at styrke nyhedsmediernes transformation fra analoge til digitale forretningsmodeller.

Det er vigtigt at huske, at det er internettet – ikke Facebook – der har skabt behovet for nye forretningsmodeller i mediebranchen. Ud over den væsentlige mængde gratis trafik, danske medier hver dag høster fra det indhold, de eller deres læsere vælger at dele med venner og følgere på Facebook, bidrager vi aktivt med nye løsninger, der understøtter salg af abonnementer, integration af betalingsmure, etc., direkte fra vores platform, fortsatte tests og forbedringer af måden nyhedsstof præsenteres på og ved at gøre kraftfulde værktøjer som fx Crowdtangle gratis tilgængelige for medier af alle størrelser.

Når journalistik fra frie, troværdige og uafhængige medier bliver læst af flere, er det en gevinst – ikke bare for den enkelte læser og for demokratiet, men først og fremmest også for medierne selv.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs