Medieklummen. Jeg ville gerne have kunnet skrive, at medieverdenen er delt i sagen om TV 2’s dokumentar om Sidney Lee, hvor man har genskabt hans stemme ved hjælp af kunstig intelligens. 

Men sandt at sige kan jeg ikke finde megen debat om sagen. Journalistforbundets blad Journalisten har bragt et – i øvrigt fremragende – indlæg om etiske problemer i forbindelse med mediers brug af AI, kunstig intelligens, det er alt. 

Det virker, som om nyheden modtages med et skuldertræk; måske fordi sagens genstand er Sidney Lee, et fænomen som i levende live selv befandt sig i gråzonen mellem det autentiske og den rene iscenesættelse. Måske fordi vi er en træt branche, kørt ned at omvæltninger og nedskæringer og hastige forandringer.

Men den stiltiende accept er et nybrud efter mange års tiltagende purisme, ikke mindst inden for pressefotografiet og filmkunsten.

TV 2 deklarer tydeligt, hvad man har gjort. Selve den tekst, man lader Sidney Lees kunstige stemme udtale, afslører også, at dette er en rekonstruktion: Mens man ser et billede af Sidney Lees gravsted, siger stemmen, at ”jeg” ligger her. Dette er ikke et falskneri, men en konstruktion.

Deepfake?

Der er også taget andre etiske hensyn: TV 2 har fået Sidney Lees families godkendelse. Og de ord, man lader stemmen udtale, er skrevet med respekt for, hvad Sidney Lee selv har sagt og ment. Det er stadig en voldsom effekt: ”Sidney Lee taler fra graven”, skrev ugebladet Her og Nu. 

Uanset alle hensyn er der et element af deepfake her, altså en falsk video.

Der findes i hvert fald ét fortilfælde, og det vakte faktisk debat: For to år siden blev den afdøde reality-tv-kok Anthony Bourdains stemme genskabt i et dokumentarprogram om ham. Det blev dog ikke deklareret. Og udløste måske netop af den grund kritik, debat og grundige etiske overvejelser – som blev samlet op i en artikel i bladet New Yorker. 

En af pointerne i New Yorker er, at deepfakes – både visuelle og auditive –giver os anledning til at tænke over begrebet sandhed; der er andre sandheder end det, filminstruktøren Werner Herzog har kaldt ”en overfladisk sandhed, en sandhed for bogholdere”. 

Farlig leg

Reality-tv er jo i sig selv en leg med sandheden, men der er lang vej fra at redigere virkeligheden med iscenesættelser og udeladelser, og så til at konstruere lyde og billeder helt fra grunden. 

Det er også en farlig leg at begive sig ind i. Selv om man deklarerer konstrueret lyd og konstruerede billeder, risikerer man, at de en dag bliver klippet ud af det oprindelige program og får nyt liv på nettet – og så har man ikke længere en konstruktion, men et falskneri.

For den enkelte mediebruger er den eneste løsning nok at blive lige så skeptisk over for lyd og levende billeder, som vi har lært at være over for stillbilleder; dem ved vi jo godt kan photoshoppes. 

Men vil den skepsis ikke bare bidrage til den almindelige skepsis over for medier? I så fald har TV 2 gjort os alle en bjørnetjeneste.