Fem ting jeg har lært om ledelse

Klumme |
Alle medieledere skal have en strategisk forståelse for data
Mit første råd handler om den digitale verden, jeg selv er opdraget i, og som har fyldt meget i hele min karriere. Jeg er overbevist om, at alle ledere i medie- og kommunikationsbranchen skal have en grundlæggende dataforståelse. Alle.
En AI kunne have skrevet disse fem råd – og snart kan den måske gøre det bedre end os.
Alle ledere i morgendagens mediebranche skal have en strategisk forståelse for, hvad teknologi og data kan – og ikke mindst, hvad den ikke kan og hvilke faldgruber, teknologien skaber for lige præcis din virksomhed.
Ledelse er en faglighed
Man kan sagtens have talent for ledelse, men jeg tror ikke på, at man kan blive ved med at være en god leder, hvis man ikke dyrker, træner og udvikler den kompetence. Ledelse er en faglighed, som skal tages alvorligt og investeres i.
Derfor er jeg stor tilhænger af efteruddannelse – både til ledere og medarbejdere.
Talent har ingen alder
Jeg oplever nogle gange, at der sættes lighedstegn mellem det at være innovativ og det at være ung. Det tror jeg er uheldigt.
Det er åbenlyst en fordel, hvis du skal lave en Tiktok-strategi, at du selv er på Tiktok og kender platformen – men det kræver ikke, at du er ung. Det kræver, at du er professionel. Den mest omstillingsparate medarbejder, jeg har haft, var 62 år.
Kultur før forandringer
Culture eats strategy for breakfast, siger de kloge. Der gik et stykke tid, før jeg forstod hvor vigtigt, det er. Hvis man skal lykkes med at forandre noget som helst i en organisation, så skal man starte med at skabe den rette kultur.
Til gengæld har jeg oplevet, at når først man har etableret en stærk kultur, så er den svær at lave om og bliver fundamentet for alt, hvad man gør. Sådan var det for eksempel med den nye journalistiske kultur, vi etablerede på mediet Markedsføring.
Jeg oplevede, at vi i løbet af relativt kort tid fik nogle fælles værdier og et begrebsapparat, som bandt os sammen. Hjertet i den nye kultur var mediets nye rolle som uafhængigt og kritisk fagmedie, der gør branchen bedre med kvalitetsjournalistik.
Nye medarbejdere kræver en ny ledelseskultur
Der er en ny ledelseskultur på vej – heldigvis. De nye generationer af medarbejdere har nogle helt andre forventninger til deres ledere. Jeg oplever, at de menneskelige egenskaber betyder mere.
Samtidig er der nogle andre forventninger til fleksibiliteten fra arbejdsgiveren, for eksempel i forhold til hvor man arbejder i en post-corona-verden.
Hvis man vil rekruttere de bedste, så tror jeg på en langt mere værdibaseret ledelseskultur. Og det er en god ting for mediebranchen, for måske kan det være en del af modpresset i en tid med massive stress- og trivselsproblemer.
Som jeg sagde til Mandag Morgen forleden, så har vi brug for et opgør med de ”dygtige røvhuller”, som har haft for meget magt for længe. Hvis du er et røvhul, så kan du ikke være en dygtig leder. Punktum.