Medieklummen. For år tilbage lavede en kendt amerikansk undersøgende journalist og filmmand, Christian Parenti, en dokumentarfilm på HBO om sit arbejde i Afghanistan; ”Fixer: The Taking of Ajmal Naqshbandi”, hed den.

Filmen var nemlig også Parentis hyldest til sin faste fixer i Afghanistan, der endte med at blive taget til fange af Taliban og myrdet.

I filmens indledning er der en scene, hvor Parenti sidder på bagsædet af en bil lige efter at have interviewet Taliban uden for Kandahar. Stemningen er høj, det har været et anspændt interview, og det er kun faldet på plads takket være Naqshbandis arbejde. 

”Det her er den bedste fixer i Afghanistan, lige her – det er Ajmal,” siger Parenti og retter sit kamera mod Naqshbandi; fixeren bare smiler og siger tak.

Derefter filmer den oprømte Parenti sin kameramand og bilens chauffør og kalder dem henhodsvis ”den bedste tv-journalist i Afghanistan” og ”den bedste taxichauffør i Afghanistan.”

Så fixeren, han var altså en slags serviceperson, et sted mellem en taxichauffør og en rigtig tv-journalist.

En stor journalist

Men henimod slutningen af filmen ser vi en gribende scene, hvor Parenti har opsøgt Naqshbandis forældre efter mordet på deres søn; han taler med faderen via tolk. Nu beskriver han Naqshbandi som ”en stor journalist – et meget imponerende menneske og en meget dygtig journalist.”

Trods den fortvivlende baggrund for samtalen er der vel ikke nogen grund til at tro, at Parenti ikke mente sin hyldest alvorligt; Naqshbandi var faktisk journalist, og Parenti havde i øvrigt intet med hans død at gøre; han var blevet taget til fange, mens han ledsagede en italiensk journalist til et møde med Taliban, og han blev efterfølgende myrdet, fordi den afghanske regering nægtede at udveksle ham med fængslede talibaner.

Filmscenerne bliver diskuteret i en ny forskningsartikel, ”Journalism ’fixers’, hyper-precarity and the violence of the entrepreneurial self”, i tidsskriftet ”Journalism: Theory, Practice & Criticism”, som i øvrigt er skrevet i fællesskab af en pakistansk og en newzealandsk lærer i journalistik – en god lille påmindelse om, at globaliseringen også betyder, at der bliver holdt mere øje med vestlige journalisters arbejde uden for Vesten. 

De to forfattere, Syed Irfan Ashraf og Sean Phelan, har den pointe, at fixerne befinder sig i den yderligste position i journalistikken; de er ikke engang stringere eller freelancere, men ”hyper-prekære” medarbejdere. 

En farlig tilværelse

Andre forskere i journalistik har allerede påpeget, hvor farligt fixerne lever, fx i en bog med den sigende titel ”The Dark Side of News Fixing, The Culture and Political Economy of Global Media in Pakistan and Afghanistan”, der udkom for to år siden.

Fixere hjælper vestlige journalister med alle mulige helt nødvendige opgaver: De oversætter, arrangerer transport, hjælper med lokalt bureaukrati, skaffer interviewaftaler, researcher og finde historier. Noget af dette er ikke journalistik, og andet er helt klart. 

Men de bliver hverken krediteret eller beskyttet. Det er vel blevet standard, også i danske medier, at navngive researchere, og branchen har efterhånden også forstået, at selv om freelancere ikke er ansatte, så har medierne et medansvar for, om deres faste freelancere er ordentligt forsikret, når de er på opgave i konfliktzoner. Men fixerne står udenfor; de er virkelig hyper-prekære.

Jeg spår, at dette her er noget, branchen kommer til at tale mere om.