Kommentar: En nødvendig journalistisk opgave

Kommentar | Uffe Gardel interesserer sig i MediaWatch for TV 2’s reportager fra de besatte områder i Ukraine. Vi er helt enige i, at vi her taler om en type journalistik, der har sine begrænsninger.
Omvendt mener jeg, at det er en nødvendig form for journalistik.
Derfor har vi på TV 2 i samarbejde med Anders Lomholt gjort os grundige overvejelser om, hvorvidt vi skulle deltage i en sådan pressetur arrangeret af de russiske myndigheder. Og hvordan vi i givet fald skulle præsentere vores journalistik for vores seere og læsere.
Når vi har valgt at deltage i presseturen skyldes det helt overordnet, at det lige nu er den eneste mulighed for at rapportere fra de russisk besatte områder. Ingen andre danske journalister har fået den mulighed siden krigen brød ud 24. februar, og derfor mener vi, at det er helt oplagt, at Anders Lomholt sagde ja, da han fik muligheden.
Det gav TV 2 en unik mulighed for at vise billeder fra den anden side af frontlinjen i en krig, der vedrører os alle og har haft stor betydning for danskerne.
Vi var naturligvis bevidste om, at de kilder, Anders Lomholt talte med undervejs, kunne være påvirkede af, at russiske soldater deltog i presseturen. Og at Anders Lomholt ikke havde frihed til at rejse hvorhen han ville og dermed tale med dem, han ønskede at møde.
Omvendt var der visse friheder på turen. Det stod Anders Lomholt frit for at tale med dem, han spontant mødte, de steder hvor presseturen gjorde holdt. På samme måde stod det ham frit for at omtale situationen i Ukraine som en krig og en russisk invasion.
De betingelser gjorde TV 2 tydeligt opmærksom på i samtlige reportager på TV og digitalt. På TV 2 har vi gjort derfor givet seere og læsere en mulighed for selv at vurdere kildernes udsagn.
Jeg er ikke enig i, at betingelserne diskvalificerer muligheden for at tale med befolkningen i de besatte områder i Ukraine. I så fald ville vi ikke kunne tale med befolkninger i rigtig mange lande – for eksempel diktaturstater – hvor det kan være forbundet med repressalier at tale magthaverne imod. Det kan være Syrien, Iran, Nordkorea eller andre lande.
Det afgørende må være, at vi giver seere og læsere en mulighed for selv at tage stilling ved at præsentere de betingelser, som interview med videre er optaget under. Det er efter min mening god og nødvendig presseetik.
Relaterede artikler:
DR og TV 2 svarer på kritik for dækning af skudepisode
For abonnenter