MediaWatch

Medieklummen: WHAT! Finder de unge nyheder på sociale medier?

Ny undersøgelse kan lære os andet og mere om unges medievaner, end at Tiktok er deres foretrukne platform. Det kræver, at vi ser kritisk på vores egne produkter frem for dem, der forbruger dem. Det mener ugens klummeskribent Malte Jørstad, dataredaktør og tidl. journalistisk fellow ved SDU.

Malte Jørstad, Dataredaktør på TV 2 Fyn og tidl. ekstern lektor og journalistisk fellow ved SDU, er denne uges medieklummeskribent. | Foto: Af Stine Tidsvilde

MEDIEKLUMMEN |

En ny undersøgelse fra Danske Medier af unges medievaner har genstartet debatten om, hvor nyhedsmedier skal være til stede for at nå den unge målgruppe. Jeg mener dog, vi mangler et væsentligt perspektiv.

Som medier har vi tendens til at tænke nyheder som en konstant variabel. Et produkt, folk enten vil have eller ikke vil have. Hvis folk bruger deres sparsomme fritid på sociale medier, har de fravalgt nyheder.

Men er det ikke omsonst at holde sociale medier og nyheder op mod hinanden, som om de konkurrerer på lige vilkår? I bund og grund er de vidt forskellige tilbud.

Sociale medier er genvej til social kapital, netværk og venner, kontakt til omverdenen, underholdning og tidsfordriv. Her er algoritmer, der lærer dig at kende, og som tilpasser indhold, der er hyper-relevant for netop dig.

Forskellige platforme afløser hinanden, fordi de hver især bliver bedre til at servere det produkt. Vi har for eksempel alle set migrationen fra Facebook til Snap til Instagram – og nu til Tiktok.

Medieforbrugernes adfærd og behov ændrer sig, og platformene tilpasser sig adfærden. Undersøgelsen fra Danske Medier kalder Tiktok for de 13-16-åriges ”foretrukne nyhedsmedie”. Men måske det bare er deres foretrukne medie?

Det eneste, der tværtimod ikke ændrer sig, er nyhederne.

Hvad undersøgelsen i virkeligheden bør lære os

Nyhederne ligner sig selv til forveksling. De er på vores hjemmesider, i vores apps, aviser og udsendelser. De er skrevet og udgivet som digitale artikler med video i toppen, en faktaboks og en infografik.

De er pushet via vores apps, sendt på tv på faste tidspunkter eller lagt på streamingapps, så de kan ses on demand. Eller de er opsat som artikler i avisen og sendt i trykken.

Og så er de – først og fremmest – udvalgt på baggrund af journalisters faglige mavefornemmelse for, hvad der er (eller bør være) samfundsmæssigt relevant for demokratiske borgere i Danmark.

Med andre ord er nyheder fortsat langt fra at være det, som indholdet på sociale medier er:

  • Hyper-relevant for den individuelle medieforbruger – for eksempel gennem algoritmer, der lærer brugeren at kende.
  • Designet og tilpasset medieforbrugerens vaner – for eksempel i ux-design, gamification-elementer og belønningsmekanismer.
  • Stærkt sammenkoblet med medieforbrugerens sociale liv og netværk – for eksempel likes, private beskeder og vennelister.

Før vi bruger den nye undersøgelse til hovedrystende at ærgres over, at de unge ikke vil have den vare, vi sælger, bør vi spørge os selv, om vores eget produkt er fulgt med tiden – og om ”nyheder” og ”sociale medier” i virkeligheden ikke hænger på hver deres hylde i supermarkedet.

Hvor er for eksempel nyhedsapp’en med den hyperpersonaliserede forside, hvor du kan konkurrere med venner om at vide mest om dagens nyhedsemner eller swipe dig gennem udvalgte historier?

En stilfærdig forudsigelse

Før jeg ser et nyhedsprodukt, der ligner det beskrevne, gætter jeg på, at denne proces vil udfolde sig:

Tiktok vokser sig større end alle andre sociale medier. Flere og flere nyhedsmedier opretter Tiktok-redaktioner og distribuerer deres indhold på platformen.

Det Tiktok-tilpassede nyhedsindhold klarer sig godt på platformen selv, men det skaber ikke de ønskede forretningsmæssige resultater. Måske fordi Tiktok-versioneringerne ikke står på mål med det indhold, brugerne møder, når de i sidste ende lader sig føre ind i mediebranchens egen produktverden.

Her bliver de skuffet over fortællestil, opbygning og design og smutter tilbage til algoritmerne. Tiktok bliver aldrig en gateway til unge nyhedsforbrugere, der vil betale for journalistik, som vi er vant til at formidle det.

Se kritisk på nyhedsprodukter

Men før vi rigtig når til den konklusion, er en ny platform dukket op, før den afløses af en ny, indtil vi en dag står med et tech-gigant-finansieret Metavers, der bringer de præcis samme udfordringer med sig – blot i en endnu større skala.

Moralen, spørger du?

Vi bør bruge undersøgelsen som den, Danske Medier har lavet, til at forstå os selv i stedet for brugerne, og til at se kritisk på vores produkter i stedet for at se sultent på andres.

Når vi som nu diskuterer hvilken platform, de unge nu får deres nyheder på, og dernæst forsøger at kæde det sammen med den opgave det er at formidle samfundsrelevant journalistik på moderne og digitale vilkår, behandler vi patientens symptomer fremfor sygdommen selv.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Lindhardt og Ringhof opkøbte hos konkurrent, årsregnskaber viser tilbagegang i tv-branchen og jobskifte var der mange af i uge 32. Dét og meget mere kan du læse mere om i denne uges overflyvning over mediebranchen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs