Tv-branche: Uvished om kulturbidrag holder produktionsmiljø nede
Den politiske ubeslutsomhed om, hvorvidt der skal indføres et såkaldt kulturbidrag eller lignende, er med til at afholde streamingtjenester fra at igangsætte produktioner i Danmark - og det lider produktionsbranchen gevaldigt under, lyder det fra Producentforeningens direktør, Jørgen Ramskov, i Politiken.
Kulturbidraget er en afgift, som et politisk flertal med den socialdemokratiske regering i spidsen sidste forår blev enige om som led i medieaftalen - men aftalen blev som bekendt aldrig implementeret, fordi flertallet skiftede i efteråret. Siden har der været usikkerhed om, hvorvidt afgiften, der skal pålægges streamingtjenester for at sikre et bidrag til bl.a. den danske indholdsproduktion, bliver vedtaget på ny, eller om politikerne skruer den sammen i nyt format i en ny medieaftale inden sommer.
”Kulturbidraget er nok desværre blevet proppen i ketchupflasken. Der er markant mere gang i den i Norge og Sverige. Vi hører streamingtjenesterne sige, at de er meget spændte på, hvad der kommer til at ske med kulturbidraget,” siger Jørgen Ramskov til Politiken.
Ifølge Filippa Wallstam, som er senior vice president og indholdschef for Viaplay Group, der er blandt de største producenter af danske tv-serier, er der bund i bekymringen, og hun bekræfter over for avisen, at usikkerheden om kulturbidraget får selskabet til at holde igen med nye danske produktioner.
Relaterede artikler:
Film- og tv-brancheparter opfordrer til bred medieaftale
For abonnenter