Wall Street Journal-journalist anholdt i Rusland

En amerikansk journalist, der er korrespondent i Moskva for avisen Wall Street Journal, er blevet anholdt i Rusland for spionage.
Det oplyser den russiske efterretningstjeneste FSB.
Evan Gershkovic er anholdt i byen Jekaterinburg i Ural-regionen.
Ifølge FSB er hans arbejdsplads Wall Street Journals kontor i Moskva.
Han anklages for at have spioneret til fordel for den amerikanske regering.
Wall Street Journal har foreløbig ikke reageret på anklagen.
I en erklæring fra FSB hedder det, at Gershkovic på opdrag af USA har indsamlet oplysninger om ”aktiviteter” på en virksomhed, der indgår i Ruslands ”militære forsvarskompleks”.
FSB fremlægger ikke beviser.
31-årige Gershkovic har ifølge Wall Street Journal tidligere arbejdet som journalist for nyhedsbureauet AFP i Moskva og for det kritiske onlinemedie Moscow Times.
Som journalist dækker han Rusland, Ukraine og det tidligere Sovjetunionen.
Hans forældre bor i USA, men de kommer oprindeligt fra Sovjetunionen.