Embedsmænd bør droppe Snapchat og Dropbox på telefonen
Det er ikke kun det populære sociale medie TikTok, som ifølge Center for Cybersikkerhed (CFCS) udgør en potentiel sikkerhedsrisiko.
Også det sociale medie Snapchat, fildelingstjenesten Dropbox og motionsappen Strava er problematiske.
Det fremgår af ”Håndbog i sikkerhed for mobile enheder”, som P1-programmet ”Kulturen på P1” har fået aktindsigt i.
Håndbogen er udgangspunkt for, at TikTok er blevet frarådet og nogle steder forbudt på statslige arbejdspladser, kommuner og virksomheder.
Håndbogen er henvendt til ministre, departementschefer, særlige rådgivere og udvalgte medarbejdere i ministerierne.
I den gennemgås nogle af de apps, som vurderes at være sikre at have på en tjenestetelefon. Og andre, som CFCS anbefaler ikke at have ud fra et forsigtighedsprincip.
Blandt de sikre apps er Facebook, Instagram og Google Maps. Imens er TikTok, Snapchat og motionsapps såsom Strava ikke sikre.