MediaWatch

Danske Medier: DR-rapport understreger behov for mere støtte til kommercielle medier

DR og udenlandske aktører fylder for meget på det danske mediemarked for on demand-indhold. Det mener brancheorganisationen Danske Medier kan udledes af den nye rapport om mediernes udvikling i Danmark 2021. Det giver sværere vilkår for landets kommercielle medier, lyder det fra adm. direktør Mads Brandstrup.

Foto: Danske Medier

Set fra helikopteren ændrede danskernes medievaner sig ikke synderligt i 2021 ifølge DR Medieforsknings årlige rapport. Den gennemsnitlige danskers daglige medieforbrug lå uændret på omkring syv timer, og det blev en smule mere digitalt – en fortsættelse af en allerede veletableret tendens i folks medievaner.

Men brancheorganisationen Danske Medier hæfter sig ved, at digitaliseringen af folks medievaner har en slagside for landets kommercielle medievirksomheder, fremgår det af en pressemeddelelse.

"Rapporten understreger, at både udenlandske aktører og statens medier fortsat spiller en for stor rolle på det danske mediemarked. Det sætter frie, uafhængige medier under pres, og det er derfor afgørende, at vi skaber fair konkurrencevilkår for en pluralistik mediebranche og får rettet op på det, der i dag skævvrider," uddtaler Danske Mediers adm. direktør, Mads Brandstrup, i meddelelsen.

DR Medieforsknings rapport viser bl.a., at Youtube, DR og Netflix sidder på henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen på listen over, hvor mange personer tjenesterne nåede ud til, i 2021, som MediaWatch har noteret. Kun to ud af de 10 tjenester med størst ugentlig dækning – TV 2 Play med 24 pct. og Yousee TV og Film med 13 pct. – har kommercielle danske aktører bag sig.

DR dominerer podcastmarked

Samtidig retter Danske Medier en kritik af, at DR sidder på så stor en del af podcastsmarkedet i Danmark, som har været støt opadgående i flere år. Af rapporten fremgår det, at 30 pct. af danskerne streamede lyd ugentligt i 2021 - en vækst på 21 pct.point siden 2016.

Podcast spiller en særligt stor rolle hos de 15-31-årige, hvor halvdelen lyttede ugentligt i 2021. Rapporten viser samtidig, at DR udgiver over halvdelen af de 20 podcastserier, som indgår i Dansk Podcastindex, som er blevet streamet af flest i gennemsnit i 2021.

"Danske medievirksomheder kan imødekomme den øgede efterspørgsel på video og lyd blandt unge ved at formidle deres historier på tværs af platforme. For særligt de mindre medier er der et behov for at investere i udviklingen, så de bliver i stand til at konkurrere om de unges opmærksomhed. DR sidder i dag for tungt på lytterne, hvilket blandt andet viser sig ved, at de har det som et selvstændigt mål at producere flere podcasts i deres strategi frem mod 2025," lyder det fra Mads Brandstrup.

Kalder på ændring af mediestøtte og Public Service Puljen

På det bagtæppe af tal opfordrer Danske Medier til en række politiske tiltag, som efter organisationens opfattelse bør bringes i spil til de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig.

"Som vi skriver i vores medieudspil, handler det bl.a. om at justere og supplere mediestøtten de kommende år, at udvide nulmomsen samt en afskaffelse lønsumsafgiften," siger Mads Brandstrup.

Det skal være med til at imødekomme de ulige konkurrencevilkår, som Danske Medier mener, der er på mediemarkedet i dag.

Desuden gentager organisationen en række forslag fra sit medieudspil, som er rettet mod en styrkelse af den kommercielle produktion af podcast samt lokale radiostationers muligheder for statsstøtte. Bl.a. mener Danske Medier, at kriterierne i Public Service Puljen skal ændres og et delbeløb skal øremærkes lyd- og podcastproduktion samt lokale, kommercielle radiostationer.

Forslaget om at lade podcastproducenter få mulighed for at søge midler fra puljen er Danske Medier langt fra alene med. Både Konservative, Venstre og Socialdemokratiet har udtalt støtte til idéen, ligesom Dansk Filminstitut, som administrerer støtteordningen, er positivt indstillet for at udvide ansøgerfeltet og inkludere lyd.

Medieudvikling 2021: DRTV springer foran Netflix på streaming 

Mediepolitikere vil åbne Public Service Puljen for lyd - men finansiering splitter

Danske Medier efter møde med minister: Der er lydhørhed, men ingen løfter

Mere fra MediaWatch

Nyt medieforlig på plads med kulturbidrag og 100 mio. kr. til DR

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er blevet enig med en kreds af seks partier om en ny medieaftale, som har været ventet siden 2019. Den indeholder bl.a. en udvidet public service-pulje, en ny børneradiokanal, flere millioner til ugeaviser og en afgift på seks pct. af streamingtjenesternes omsætning.

Rasmus Tantholdt vinder Publicistpris

Publicistprisen blev fredag uddelt, og vinderen blev TV 2-journalist Rasmus Tantholdt, der har sat nye journalistiske standarder for dækningen af krig i dansk tv, lyder det.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs