MediaWatch

Løsladt amerikansk journalist er fløjet ud af Myanmar

Den 37-årige amerikanske journalist Danny Fenster, som fredag blev idømt 11 års fængsel i Myanmar, er løsladt.

Foto: Jeff Kowalsky/AFP/Ritzau Scanpix

Den 37-årige amerikanske journalist Danny Fenster, som for få dage siden blev idømt 11 års fængsel af en domstol i Myanmar, er mandag om bord på et fly ud at landet, skriver Reuters.

Fenster blev fredag fundet skyldig i en række lovbrud i Myanmaar - deriblandt indvandringslovene og opmuntring til oprør gennem udbredelse af falske oplysninger.

Fenster er redaktør for netavisen Frontier Myanmar.

USA's tidligere FN-ambassadør Bill Richardson siger til nyhedsbureauet AP, at han for nylig forhandlede sig frem Fensters løsladelse, da han besøgte landet og holdt møder med repræsentanter for militærjuntaen.

Fenster har været tilbageholdt i det sydøstasiatiske land i knap et halvt år.

Sigtet for terror

Han var ansat som redaktør på mediet Frontier Myanmar i omkring et år. Men han blev anholdt i slutningen af maj, da han forsøgte at rejse ud af Myanmar.

Fensters advokat sagde i sidste uge, at journalisten var blevet sigtet for blandt andet terror og oprør. De nye anklager kom, kun få dage efter at den Richardson mødtes med militærstyrets leder, Min Aung Hlaing.

USA har siden anholdelsen krævet, at militærstyret i Myanmar skulle løslade journalisten.

"Danny bør løslades omgående. Hans fortsatte fængsling er uacceptabel. Journalistik er ikke en forbrydelse," sagde en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium inden Fenster blev dømt fredag.

Militærjuntaten i Myanmar siger i en erklæring, at Danny Fenster var blevet benådet, inden han forlod Myanmar.

Siden militæret væltede Aung San Suu Kyis civile regering og tog magten ved et kup 1. februar, har det nye styre inddraget en lang række mediers sendetilladelser og tilladelser til at udgive nyheder.

Snesevis af journalister er blevet fængslet, og der er lagt begrænsninger på adgangen til internet og udenlandske nyheder.

Emerlynne Gil, Amnesty Internationals regionale vicedirektør for research, sagde onsdag, at Fensters sag er "blevet et symbol på den totale foragt, Myanmars militær har for uafhængige medier".

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs