MediaWatch

USA sagsøger Trumps eksrådgiver for at forhindre bogudgivelse

Tidligere sikkerhedsrådgiver John Boltons kommende bog indeholder ifølge Det Hvide Hus fortrolige oplysninger. Forlag fastholder bogs berettigelse.

Tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton udgiver en bog, der handler om hans tid i Det Hvide Hus d. 23 juni. Det forsøger USA's præsident at stoppe. Foto: LOGAN CYRUS/AFP/Ritzau Scanpix

Det amerikanske justitsministerium sagsøger præsident Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton. Det civile søgsmål har til formål at forhindre udgivelsen af Boltons kommende bog, der handler om hans tid i Det Hvide Hus.

Det viser retsdokumenter tirsdag.

Ifølge Det Hvide Hus indeholder bogen, "The Room Where It Happened: A White House Memoir", fortrolige oplysninger og vil kompromittere den nationale sikkerhed. Bogen udkommer efter planen 23. juni.

Allerede mandag sagde præsident Trump, at John Bolton vil blive holdt juridisk ansvarlig for lovbrud i den kommende bog. På et pressemøde fortalte Trump således, at han ved, at bogen vil indeholde hemmeligstemplet information.

"Jeg betragter enhver samtale med mig som meget fortrolig. Så det vil betyde, at hvis han skriver bogen, og hvis bogen bliver udgivet, så har han brudt loven," sagde Trump.

"Det er det, der hedder strafansvar. Det er ganske stort."

Justitsminister William Barr sagde ved samme pressemøde, at ministeriet forsøger at få Bolton til at gennemgå en godkendelsesproces og "gennemføre de nødvendige sletninger af hemmeligstemplet information".

Forlæggeren, Simon and Schuster, har oplyst, at Bolton - der efter 519 dage på posten blev fyret på grund af store udenrigspolitiske uenigheder med Trump - i bogen vil dokumentere flere ulovligheder begået af Trump.

Ifølge Simon and Schuster giver bogen en insiderberetning om Trumps "usammenhængende, spredehaglsagtige beslutningsproces".

Bogen går angiveligt i detaljer om Trumps forhold til Kina, Rusland, Ukraine, Nordkorea, Iran, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

"Det her er bogen, som Trump ønsker, at du ikke skal læse," skriver Simon and Schuster i en pressemeddelelse.

Ifølge John Bolton er Trumps ageren i alle udenrigspolitiske spørgsmål motiveret af hans indenrigspolitik.

"Det er svært for mig at pege på en eneste af Trumps beslutninger af betydning i løbet af min embedsperiode, som ikke var truffet ud fra beregninger om genvalg," skriver Bolton i bogen ifølge pressemeddelelsen fra Simon and Schuster.

Den republikanske veteran John Bolton, der regnes for en udenrigspolitisk høg, forlod Trumps administration i september sidste år. Det skete, fordi han var uenig i Trumps diplomatiske tilgang til især Nordkorea og den militante bevægelse Taliban i Afghanistan.

/ritzau/Reuters

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere