MediaWatch

Vestager møder Zuckerberg forud for ny datastrategi for EU

Onsdag præsenterer EU en ny digital strategi, der skal udfordre amerikanske it-giganters dominans på området.

Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Margrethe Vestager har i sin tid som EU's konkurrencekommissær ad flere omgange forsøgt at holde techgiganterne i ørerne, så de lever op til EU's regler. Det gælder også Facebook, hvis øverste chef - Mark Zuckerberg - mandag skal mødes med flere EU-kommissærer, herunder netop Margrethe Vestager.

Mødet finder sted i Bruxelles, to dage før Margrethe Vestager, som også har ansvar for det digitale område, fremlægger EU-Kommissionens nye digitale strategi. Det er dog sparsomt med oplysninger om, hvad Vestager og Zuckerberg skal diskutere.

Men Facebook har forud for Zuckerbergs Europavisit givet et fingerpeg. Ifølge Facebook skal han mødes med "europæiske beslutningstagere i Bruxelles for at diskutere rammerne for nye regler og regulering af internettet".

To dage efter mødet fremlægger kommissionen en overordnet retning for, hvordan Europa håndterer den digitale tidsalder og en datastrategi. Her ventes Margrethe Vestager sammen med øvrige kommissærer at præsentere tre pakker under sit digitale ansvarsområde.

Ifølge Reuters vil strategien blandt andet sigte mod at udfordre amerikanske it-virksomheders dominans på området. Foruden Facebook tæller det også dominansen fra for eksempel Google og Amazon.

Vestager har de seneste måneder haft en række møder med store it-virksomheder fra USA. Og nu følger altså en af de allerstørste i form af Facebook.

Stemningen ved mødet kan potentielt blive anspændt. Vestager har som konkurrencekommissær blandt andet tidligere uddelt en bøde på cirka 820 mio. kr. til Facebook for brud på EU-regler.

Vestager og de øvrige kommissærer vil onsdag desuden præsentere en hvidbog om kunstig intelligens med fokus på etiske problemstillinger. Dette skal åbne op for møder parterne imellem, så man senere kan præsentere lovforslag. Vestager har også mødtes med virksomheder fra Japan i forarbejdet til strategien.

Japan har vist særlig interesse for EU. Det skyldes, at EU har størrelsen til at sætte nogle standarder globalt som modvægt til den førende amerikanske industri.

Lovgivning om kunstig intelligens ventes tidligst i slutningen af 2020 eller til næste år.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen havde ellers lovet lovgivning på kunstig intelligens inden 100 dage, efter at EU-Kommissionen tog over 1. december. Men det har ikke været muligt at nå.

Sidst Zuckerberg besøgte EU var i 2018, da han stod skoleret over for EU-Parlamentet. Her skulle han svare på spørgsmål om Cambridge Analytica-sagen.

Sagen handlede om, at millioner af Facebookbrugeres personlige oplysninger var blevet lækket til analysefirmaet. 2,7 millioner europæiske brugere var berørt af sagen.

/ritzau/

Tre ting kan ændre digitalt annoncemarked efter år med fri leg

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere