MediaWatch

Direktør om usikker fremtid for ny tv-kanal: "Det er ærgerligt"

Fra politisk side er der rejst tvivl om, hvorvidt planerne om en ny tv-kanal med fokus på kultur, vil blive realiseret. Det ærgrer alliancen af kulturaktører, der var klar til at byde ind på kanalen, men forløbet er ikke overraskende, lyder det fra kvinden i spidsen for alliancen.

Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Et nyt politisk flertal anført af den socialdemokratiske étparti-regering har sået tvivl om fremtiden for en ny public service tv-kanal med fokus på kultur. Usikkerheden omkring kanalens fremtid ærgrer alliancen af kulturaktører, der tidligere i år meldte deres deres interesse for at byde ind på kanalen, og som i mellemtiden har lagt kræfter projektet. Det fortæller museumsdirektør hos Enigma, Jane Sandberg, der står i spidsen for samarbejdet, til Kulturmonitor.

Udbuddet af kanalen, der udløber af sidste års medieforlig mellem den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti, blev i foråret sendt i høring, men er altså endnu ikke blevet sat i gang. Og i mellemtiden er flertallet i Folketinget skiftet til fordel for rød blok, der gentagne gange har givet udtryk for en vis skepsis omkring kanalen og står til at skulle genåbne medieaftalen. Det kan resultere i, at tv-kanalen aldrig når ud over rampen.

"Jeg synes, det er ærgerligt og en dårlig idé – men ikke ubetinget. Det er klart, at man som politiker skal se på, hvor man får mest mulig ud af pengene. Men det, jeg synes er ærgerligt, hvis kanalen bliver droppet, er, at den jo rent faktisk har afstedkommet et historisk bredt felt af 130 forskellige aktører, som har fundet hinanden. Og det er ret ærgerligt, hvis de kræfter er blevet brugt forgæves," siger Jane Sandberg til Kulturmonitor.

At processen har vist sig ikke at køre lige ud af landevejen, kommer dog ikke bag på museumsdirektøren, der kalder det næsten forudsigeligt i kulturbranchen. Hun understreger samtidig, at alliancen hele tiden har vidst, at der var en risiko for, at projektet ville blive skrinlagt igen.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere