MediaWatch

Anders Samuelsen trækker sig som formand - og fra partilederdebat

Liberal Alliance mistede ni ud af 13 mandater og blev Folketingets mindste. Partistifter trækker sig og melder afbud til eftermiddagens partilederdebat i Publicistklubben.

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, trækker sig fra sin post efter et stort nederlag ved folketingsvalget og intern kritik. Det siger han til Berlingske.

Han var selv med til at stifte partiet i 2008, men nu trækker den siddende udenrigsminister sig fra sin post.

Ved folketingsvalget onsdag mistede partiet ni ud af 13 mandater og blev Folketingets mindste parti sammen med Nye Borgerlige.

"Det er mit ansvar, at vi er endt der, hvor vi er, og der er brug for, at partiet får en mulighed for en ny start. Nu skal partiet videre, og det skal det uden mig," siger han.

"Derfor vælger jeg at trække mig. Det har jeg sådan set gjort op med mig selv inden, for vi havde en fornemmelse af, at det kunne ende sådan her. Jeg ville gerne have forladt politik på en anden måde. Men det er altid svært at forlade politik på det rigtige tidspunkt."

Anders Samuelsen meldte tidligere torsdag formiddag afbud til den partilederdebat torsdag eftermiddag, som Publicistklubben afholder.

Begrundelsen var, at man ville afvente den endelige optælling af stemmer. Efter planen skulle alle lederne fra de partier, der er valgt til Folketinget, mødes til debat klokken 13 og diskutere valgkampens resultat.

Men det ser ud til, at det bliver uden en repræsentant fra Liberal Alliance.

Ved folketingsvalget er Liberal Alliance gået fra 7,5 pct. af stemmerne til blot 2,3 pct., og Anders Samuelsen ser ud til ikke at være blevet valgt ind.

Andre af partiets fremtrædende profiler som Joachim B. Olsen opnåede heller ikke genvalg.

Liberal Alliance har de seneste to og et halvt år været i regering. Undervejs har partiet blandt andet opgivet topskattelettelser, som det ellers stod hårdt på.

Det lykkedes ikke blå blok, der endte på 75 mandater, at beholde sit flertal efter valget. Her er Nye Borgerliges fire mandater ikke regnet med.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere