MediaWatch

Målinger: LA må vinke farvel til drøm om EU-Parlamentet

Liberal Alliance, der har opstillet kulturminister Mette Bock som spidskandidat, ser ikke ud til at få plads i EU-Parlamentet. Det lykkedes heller ikke partiet i 2014.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019
Mette Bock har siddet i Folketinget for Liberal Alliance siden 2011 og blev i november 2016 kirke- og kulturminister i VLAK-regeringen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Liberal Alliance og spidskandidaten kulturminister Mette Bock står ikke til at komme ind i Europa-Parlamentet.

Det viser valgstedsmålinger fra både TV 2 og DR.

Ifølge DR konstaterer kulturminister Mette Bock, at danskerne synes, at der er andre, som er bedre til at komme i parlamentet end hende selv.

"Mit liv ændrer sig selvfølgelig, for jeg er helt ude af dansk politik nu. Jeg har selvfølgelig et personligt ansvar, men der er også nogle store bølger, som er svære at stå op imod. Nu skal jeg snart åbne et nyt kapitel," siger Mette Bock til DR.

Mette Bock meddelte i september, at hun stillede op til Europa-Parlamentet og er ikke genopstillet til Folketinget, som hun har været medlem af siden 2011.

I alt stiller Liberal Alliance med ti kandidater til Europa-Parlamentet. Ved valget i 2014 var partiet det eneste af de otte opstillede partier, som ikke opnåede mandater.

V og S største partier

Valgstedsmålingerne bygger på interviews med vælgere, der oplyser, hvad de har stemt ved søndagens valg til Europa-Parlamentet.

Både DR's og TV 2's måling viser, at Folkebevægelsen mod EU står til at miste sin ene plads og dermed ryge ud af parlamentet.

Dansk Folkeparti står ifølge de samme valgstedsmålinger til at få halveret sit mandattal. TV 2’s måling spår to mandater til DF, mens DR’s måling kun giver ét mandat. Partier fik fire mandater ved sidste valg i 2014.

De største partier ser ud til at blive Venstre og Socialdemokratiet.

Enhedslisten, der for første gang stiller op til EU-valget, står til at få et enkelt mandat.

Både SF og De Radikale står til en fordobling af antallet af mandater, nemlig fra et til to.

Danmark skal vælge 13 medlemmer til EU-Parlamentet, men når Storbritannien, som har 73 pladser, forlader EU, vil Danmark få mandat nummer 14.

Det kan betyde, at et parti ikke kommer ind til at begynde med, men først når briterne er udtrådt af parlamentet.

Ifølge DR's målinger er det Socialdemokratiet, der får det ekstra mandat. Hos TV2 er det De Radikale.

Målingerne er ikke det endelige resultat.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere