Tysk domstol afviser tyrkisk sag mod Axel Springer-chef

I begyndelsen af april skrev den tyske komiker Jan Böhmermann et smædedigt om den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan, der satte sindene i kog hos tilhængere og modstandere i både Tyrkiet og Tyskland.
Topchefen for den tyske mediekoncern Axel Springer Mathias Döpfner skrev efterfølgende et åbent brev til støtte for den tyske komiker, men det faldt – ligesom selve digtet – den tyrkiske præsident Erdogan for brystet.
Derfor bad han en tysk domstol nedlægge forbud mod Axel Springer-chefens – i Erdogans optik – nedsættende omtale. Det ønske er nu blevet afvist af en domstol i den tyske by Køln, skriver Financial Times.
Ifølge domstolen var Döpfners støtteerklæring omfattet af hans grundlæggende ytringsfrihed i henhold til den tyske grundlov.
Sagen er dog ikke slut. Ergodans tyske advokat Ralf Höcker vil ifølge Financial Times appellere afgørelsen.