MediaWatch

Flertal bag offentlighedsloven smuldrer

Loven "mørklægger for meget" og bør ændres, forklarer Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen i et interview med Politiken.

Foto: /ritzau/Mads Nissen

Det politiske flertal for at bevare den omstridte offentlighedslov smuldrer bort på Christiansborg.

Det skriver Politiken lørdag.

På dagen for Konservatives landsråd indleder partiformand Søren Pape Poulsen et opgør med den måske mest udskældte lov i dansk politik de seneste år. Loven "mørklægger for meget" og bør ændres, forklarer Søren Pape Poulsen i et interview med Politiken. Dermed bryder den konservative formand nu for første gang radikalt med sin forgængers og dermed partiets hidtidige politik på området.

Samtidig betyder kursskiftet, at der for første gang er et flertal i Folketinget, der vil have loven ændret.

"Vi må som politikere kunne stå på mål for åbenhed. Det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed. Det er ikke for at kaste noget efter nogen. Men man må bare sige, at med den her lov er vi gået for langt", siger Søren Pape Poulsen til Politiken.

Klager over aktindsigt skal behandles hurtigere

Da offentlighedsloven blev vedtaget i 2013, skrev omtrent 190.000 personer under på, at de var imod loven. Siden er den blevet kritiseret for at mørklægge skiftende regeringens arbejde og at gøre det sværere for offentligheden at kontrollere magthaverne.

Ifølge Pape bør man "som minimum" ændre tre omstridte paragraffer, der blokerer for indsigt i ministrenes kalendere, dokumenter udvekslet mellem myndigheder og dokumenter, der kan bruges i forbindelse med rådgivning af ministre. Derudover bør man fremrykke og udvide den planlagte evaluering af loven, så den foretages hurtigst muligt og ikke kun handler om, hvordan loven administreres, men også, om loven er god.

Med Konservatives kursskifte forsvinder det politiske flertal for loven på Christiansborg. Både Enhedslisten, Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er modstandere af loven. Efter folketingsvalget fik de selskab af SF.

I dag slår Radikale Venstres partileder, Morten Østergaard, så fast, at også han ser "positivt" på Søren Papes udmelding, som "flugter med partiets linje": "Vi er og skal være parate til at kigge på de omdiskuterede paragraffer, og jeg mener, at de skal revideres, sådan at det sikrer en åbenhed og indsigt, som vi har nogle formodninger om ikke er der i tilstrækkelig grad", lyder det fra Morten Østergaard.

SF og R vil se på ny offentlighedslov igen

Ombudsmand sikrer aktindsigt i sag om IC4-skandale

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs