DR og TV 2 hjælper public service-station i Ukraine
I et forsøg på at løfte Ukraines nye public service-station NBPU træder DR og TV 2 bl.a. til med en programpakke på 100 timers tv samt efteruddannelse af redaktører. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Det sker sammen med Udenrigsministeriet og rådgivningsvirksomheden Niras, der med støtte fra ministeriet står bag medieudviklingsprojektet Mymedia. Mymedia har den tidligere direktør i European Broadcasting Union, Bjørn Erichsen, i spidsen.
Hen mod sommeren skal et dansk eksperthold samarbejde med at etablere NPBU som et moderne, digitalt nyhedshus.
"DR og TV 2 brugt som skoleeksempel"
”Samtidig inviteres ledende ukrainske medieredaktører til et 14 dages uddannelsesophold hos DR og TV 2 i Danmark. Det samlede projekt forventes afsluttet inden sommer 2015, hvorefter Niras/Mymedia understøtter NPBU i det fortsatte arbejde med de finansielle donorer og den efterfølgende fysiske implementering”, siger nyhedsdirektør Michael Dyrby, TV 2, i meddelelsen.
Initiativet skal sikre kritiske og uafhængige nyheder med hjælp fra de danske broadcastere, lyder det fra udviklingsminister Mogens Jensen (S).
”Danmark har solide public service-erfaringer med nyhedsformidling på alle elektroniske platforme og har i de senere år været brugt af European Broadcasting Union, EBU, som skoleeksempel på, hvorledes dette skal gribes an. Det er derfor naturligt, at vi i Danmark støtter reformeringen af Ukraines public service-medier,” siger han i meddelelsen.
Relaterede artikler:
Bjerre: ”Ikke sjovt at drive medievirksomhed i Rusland”
For abonnenter
Netflix vil indtage Rusland inden for to år
For abonnenter