Her er de nominerede til ny erhvervsjournalistpris

Fem nominerede og i alt syv journalister er med i kapløbet om, hvem der skal vinde Erhvervsjournalistprisens første udgave og de 60.000 medfølgende præmiekroner, som følger med. Det skriver analyse- og konsulenthuset Aalund, der står bag prisen, i en pressemeddelelse.
Et nomineringsudvalg bestående af rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, og fire erhvervsjournalister og -redaktører har hver indstillet tre kandidater i prioriteret rækkefølge. Det blev til i alt 14 indstillinger fordelt på seks medier. Tilbage står fem kandidater, der har arbejdet med flere af de seneste års store erhvervshistorier som OW Bunker, Genan og finanskrisen.
Erhvervsjournalister får egen pris
De to forfattere til bogen 'Andre folks penge' om baggrunden for finanskrisen, Niels Sandøe og Thomas Svaneborg, er begge nomineret hver for sig. Både for bogen, men også for deres øvrige dækning af erhvervsstoffet. Desuden er Niels Sandøe også nomineret sammen med den gruppe af journalister fra Jyllands-Postens Finans.dk, der stod for afdækningen af Genan-skandalen.
De fem nominerede:
- Jesper Høberg, Finans.dk/Jyllands-Posten
- Niels Sandøe, Finans.dk/Jyllands-Posten
- Thomas Svaneborg, DR
- David Bentow, FinansWatch
- Genan-gruppen: Jette Aagaard, Erik Holm, Niels Sandøe og Jesper Høberg, Finans.dk/Jyllands-Posten
De kommende 14 dage får 400 af landets erhvervsjournalister mulighed for at kåre vinderen gennem en afstemning, og i løbet af april bliver vinderen offentliggjort.
Analyse- og konsulenthuset Aalund har indstiftet prisen og vil fremover videreføre prisen. Aalund står for administrationen og økonomien bag prisen, mens nomineringsudvalget og afstemningen blandt erhvervsjournalisterne står for at finde en vinder.