MediaWatch

Ombudsmand sikrer aktindsigt i sag om IC4-skandale

Transportministeriet har givet journalist aktindsigt i IC4-sag på opfordring fra Folketingets Ombudsmand.

Foto: Emil Ryge Christoffersen, Jyllands-Posten | Foto: Emil Ryge Christoffersen, Jyllands-Posten

En journalist har fået aktindsigt i to interne dokumenter fra Transportministeriet om, hvordan ministeriet har håndteret revnede aksellejer på de problematiske og skandaleramte IC4-tog. Aktindsigten kom efter henstilling fra Ombudsmanden.

Det oplyser Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.

- Selv om man i denne sag kan siges at være i det inderste maskinrum i samarbejdet mellem minister og embedsmænd, er det vigtigt at holde fast i, at princippet om mer-offentlighed også gælder her, siger Jørgen Steen Sørensen i en skriftlig kommentar.

- Det var simpelthen vanskeligt at forstå det reelle behov for hemmeligholdelse af de to dokumenter, og derfor er det efter min mening helt rigtigt, at ministeriet nu giver mer-aktindsigt, siger han.

Myndighederne kan ifølge Ombudsmanden forebygge unødvendig mystik ved at give mer-aktindsigt.

I den ny offentlighedslov beskytter paragraf 23 og 24 om ministerbetjening myndighedernes interne og politiske beslutningsproces. Derfor er interne dokumenter som udgangspunkt ikke offentlige.

Især journalister protesterede kraftigt over, at reglen gjorde det sværere at få indsigt i beslutninger. Men offentlighedsloven siger, at hvis der ikke er noget til hinder for at give aktindsigt, bør myndighederne give det efter princippet om mer-offentlighed.

Siden offentlighedsloven trådte i kraft 1. januar 2014, har Ombudsmanden understreget, at han følger tæt, hvordan myndighederne bruger reglen om ministerbetjening og princippet om mer-offentlighed.

Derfor er Jørgen Steen Sørensen i færd med at lave en generel undersøgelse af ministeriernes brug af ministerbetjeningsreglen og mer-offentlighedsprincippet i disse sager.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

16 medarbejdere fratræder på Jyllands-Posten

Syv journalistiske medarbejdere forlader avisen, mens yderligere ni medarbejdere er blevet opsagt. Tillidsrepræsentant kalder det en god nyhed, at der er sket færre reelle afskedigelser blandt journalisterne, end der var lagt op til.

Topchef stopper i Microsoft Danmark

Microsoft Danmark har allerede en afløser parat, når Nana Bule stopper som adm. direktør i softwareselskabet ved udgangen af året. Den nye topchef kommer fra Deloitte.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs