DR går tilbage til klassisk MGP-afstemning

Når der lørdag aften afholdes Melodi Grand Prix 2015, bliver det med en ny form for afstemning. Idéen bag at vende tilbage til den gamle form er ifølge DR at forny Melodi Grand Prix'et.
Esben Bjerre og Jacob Riising er værter til årets MGP | Foto: DR/Lars E Andreasen
Esben Bjerre og Jacob Riising er værter til årets MGP | Foto: DR/Lars E Andreasen
RITZAU

Tiden skrues syv år tilbage i Aalborg, når der lørdag aften skal findes en vinder af dette års Melodi Grand Prix.

Ved musikkonkurrencen kommer landets fem regioner nemlig til at have en finger med i spillet, når vinderen skal findes. Det er ikke set siden 2008, oplyser Jan Lagermand Lundme, underholdningschef i Danmarks Radio.

"Den regionale juryafstemning kan forhåbentlig være med til at skabe spænding i programmet og vise den mangfoldighed, der er i Danmark," siger han ifølge dr.dk.

Tidligere er telefon- og sms-stemmer blevet uddelt regionalt og uden juryer. Andre år har der siddet en jury i salen og uddelt point sammen med seerne hjemme i stuerne.

Men på lørdag kommer de fem juryer altså til at sidde ude i de fem regioner - Hovedstaden, Sjælland, Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark.

Her vil de uddele deres point til de 10 sange umiddelbart efter, at artisterne har været på scenen i Gigantium.

"Jeg er for eksempel spændt på at se, om man mener det samme i Syddanmark og Hovedstaden," lyder det fra DR's underholdningschef.

Intet er dog afgjort, når de fem juryer har givet deres mening til kende.

Når de regionale juryer har afgivet point, får seerne, som har kunnet stemme fra første sang, yderligere fem minutter til at påvirke aftenens resultat.

I forhold til det samlede resultat udgør jury- og sms-stemmer hver 50 procent.

Og selv om modellen med de regionale juryer ikke har været benyttet herhjemme siden 2008, så har den siden 2011 været brugt på den svenske side af Øresund.

Herhjemme kommer hver af de fem juryer til at bestå af tre medlemmer. Blandt jurymedlemmerne sidder der flere med bred erfaring fra den danske musikscene.

I Region Hovedstadens jury sidder for eksempel formand Søren Poppe, der var med til at vinde Melodi Grand Prix'et i 2001. Længere sydpå kommer Jakob Sveistrup, vinder af Grand Prix'et i 2005, til at være formand for Region Syddanmark.

Idéen bag at vende tilbage til den gamle form er ifølge Danmarks Radio at forny Melodi Grand Prix'et.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også