Medier overvejer klage over mørklægning af IS-krig
Fagforbundet Dansk Journalistforbund og de private mediers brancheorganisation Danske Medier overvejer en fælles klage over forsvarets mørklægning af den danske krigsindsats mod Islamisk Stat (IS), skriver Information.
"Forsvaret udfører en opgave, som de er pålagt af folkevalgte politikere – og så er det et demokratisk vilkår, at medierne skal kunne dække den indsats. Det ville klæde Forsvaret at overveje mediernes adgang en gang til," siger næstformand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, til Information.
Reaktionen kommer efter, at Forsvaret har lagt en video på på Facebook fra det danske Hercules-transportfly, der forsyner de danske bombefly i Kuwait med ammunition til krigen mod IS. I videoen fortæller en ucensuret pilot om selve transporten.
Men det står i skærende kontrast til, at Forsvaret hidtil har fastholdt, at flere medier ikke kan få adgang til at dække den danske krigsindsats af hensyn til de danske piloters sikkerhed.