Partiledere: Det er et angreb på ytringsfriheden
Ytringsfriheden skal beskyttes og forsvares.
Det er meldingen fra danske politikere på tværs af partiskel efter terrorangrebet på det franske satiriske ugeblad Charlie Hebdo, der foreløbig har kostet 12 mennesker livet.
"Det fylder mig med afsky og forfærdelse. Det er et angreb på selve fundamentet under vores frie samfund, ytringsfriheden. Mine første tanker går til de dræbte og deres pårørende, skriver Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.
Han fastslår samtidig, at også i Danmark står vi med alvorlige udfordringer i forhold til at bevare ytringsfriheden.
"Også i Danmark har vi desværre kræfter, der gerne vil omkalfatre vores samfund. Det må vi aldrig, aldrig give efter for," siger Lars Løkke Rasmussen.
"De er syge i hovedet"
Også Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, kalder det et angreb på demokratiet:
"Der er ikke ord, der kan beskrive hvor hæsligt det er, at der findes mennesker, der er så syge i hovedet, at de kan finde på at dræbe andre på grund af nogle tegninger."
"Det er et angreb på demokratiet og på alt det, som vores samfund er baseret på, nemlig retten til at tænke og tale frit," siger hun.
Deler sorgen med Frankring
Samme melding kommer fra SF-formand Pia Olsen Dyhr, som på Twitter skriver om terrorangrebet:
"Ytringsfriheden skal altid beskyttes. Skyderiet i Paris er en krænkelse af det. Alvorligt og forfærdeligt."
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, skriver på Twitter:
"Terrorangrebet i Paris er forfærdeligt. For de berørte og for alle, der vægter ytringsfrihed og demokrati højt. Mine tanker er i Paris".
Ligeledes på Twitter skriver De Radikales leder, Morten Østergaard:
"Vanvittigt, oprørende og dybt tragisk terrorangreb på Charlie Hebdo & Frankrig. Vi deler sorgen og står sammen i forsvar for ytringsfriheden".
DF: Bør gentænke forsvar for ytringsfrihed
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at det er tid til at overveje, om Danmark skal sætte hårde ind for personer, der angriber ytringsfriheden.
"Det er naturligvis fuldstænfig forfærdeligt for de pårørende og involverede i Frankring. Og det er forfærdeligt for alle os andre i forhold til den åbenlyse knægtelse af ytringsfriheden, som det her er. Og det gør, at vi må gentænke, hvordan vi værner os, så vi kan holde fast i vores frihedsrettigheder," siger han.
Hvordan "gentænke"?
"Det, der sker i Frankrig er et terrorangreb på den franske ytringsfrihed, og vi har folk i Danmark, der har lignende tanker om at knægte den danske ytringsfrihed. Vi har en grundlov som siger, at grupper og folk, der forsøger at virke ved- eller fremme vold, skal forbydes. Så vi har redskaberne, hvis vi gør brug af dem, og der synes jeg, at man skal gentænke, om man ikke skal være mere offensiv," siger Kristian Thulesen Dahl.
"Det viser udfordringerne ved den multikulturelle udvikling, hvor man forsøger at få forskellige kulturer til at leve side om side, selvom der er nogen, der helt åbenlyst ikke anerkender de frihedsrettigheder, som vi har i vores samfund," siger han.