
Det internationale kommunikationsbureau Burson-Marsteller henter en ny senior-medarbejder, skriver det i en pressemeddelelse.
Anne Køster får titel af manager og kommer fra en stilling som director for PR og Kommunikation hos Stagis, hvor hun har arbejdet med corporate branding. Hun skal bidrage med kompetencer i fra hendes tidligere arbejde med kunder inden for områder som uddannelsesinstitutioner og kommuner samt virksomheder inden for fødevarer, livsstil og IT.
Ifølge adm. direktør i den danske del af Burson-Marsteller, Niels Buchardt, er ansættelsen led i en oprustning i forhold til senior-medarbejdere.
”Oprustningen med en stærk manager til Burson-Marstellers daglige ledelse er blot ét skridt på vejen til at cementere Burson-Marstellers rolle på det danske marked som foretrukken kommunikationsrådgiver med en strategisk, kreativ og fakta-baseret tilgang. Jeg er glad for at have Anne om bord. Vi har før samarbejdet i Public Relations Branchen, og jeg ser frem til at kunne trække på hendes personlige drive, engagement og solide håndværk,” siger han i pressemeddelelsen.