Billede fra DBA-annonce endte på Den Korte Avis

En privatperson ville sælge et køleskab på Den Blå Avis, men det endte i stedet med at blive brugt som illustration på Den Korte Avis i en historie om en siciliansk mafiaboss, der havde gemt sig under et køleskab. Det skriver Berlingske.
Den Korte Avis har i de seneste uger været under en byge af kritik fra flere sider. Bl.a. kørte Jyllands-Posten en kritisk historie om flere af Den Korte Avis' artikler, Dansk Journalistforbunds næstformand beskyldte avisen for ikke at bedrive journalistik og billedbureauet Scanpix beskyldte Den Korte Avis for at bruge deres billeder uden at få lov.
Indehaver af Den Korte Avis, Ralf Pittelkow, svarede igen med at kalde de etablerede medier for "Journalistisk Venstreparti" og mente, at kritikken var ude af proportioner.
Siden Berlingskes henvendelse omkring illustrationen er billedet blevet erstattet med et andet, og Ralf Pittelkow kalder det en fejl og beklager.
”Vi kæmper hårdt for at undgå den slags smuttere. Det kræver jo en særlig indsats, når man ikke bare har en stor pengepung og en kæmpemæssig statsstøtte, som kan bruges til at købe billeder for. Det er hårdt at være iværksættere, der prøver at skabe noget nyt. Men det er selvfølgelig ikke nogen undskyldning for fejl,” skriver Ralf Pittelkow til Berlingske.
Relaterede artikler:
"Aviserne har glemt det allerførste spørgsmål"
For abonnenter