TV-selskaber dropper sexanklagede Bill Cosby
Flere tv-selskab dropper den 77-årige amerikanske komiker Bill Cosby, efter en række kvinder er stået frem med beskyldninger om seksuelle overgreb.
NBC bekræfter over for Huffington Post, at de dropper planerne om en ny serie med Bill Cosby. I onsdags meddelte streaming-tjenesten Netflix, at de udskyder lanceringen af komikerens nye standup-show, 'Bill Cosby 77', mens TV Land, det amerikanske kabel- og satellit-netværk, har taget alle genudsendelser af 'The Cosby Show' af skærmen.
På mindre end en måned har fem forskellige kvinder anklaget Bill Cosby for voldtægt begået i 60'erne, 70'erne og 80'erne. Kvinderne, heriblandt den tidligere supermodel Janice Dickinson, påstår, at Bill Cosby først bedøvede dem og siden voldtog dem.
Bill Cosby har været tavs omkring beskydningerne. I et interview med nyhedsbureauet AP 6. november kommenterede han dog anklagerne, men bad efterfølgende AP om ikke at vise klippet. Nyhedsbureauet har valgt at vise klippet alligevel.