Et flertal i Folketinget vil tvinge DR til at afblæse nedlæggelsen af Underholdningsorkestret, skriver Politiken.
Dansk Folkeparti, Konservative, Enhedslisten og Venstre kan sammen med det færøske mandat Edmund Joensen samle et flertal på 90 mandater, der vil pålægge DR at sørge for, at det 75 år gamle underholdningsorkester overlever.
Flertallet vil have underholdningsorkestret skrevet ind i en public service-kontrakten gældende fra 2015 og fire år frem, som kulturminister, Marianne Jelved, og DR i øjeblikket forhandler på plads. Det er en aftale mellem ministeren og DR, der udmønter medieforliget fra maj. Men det er også kutyme, at partierne bag kan komme med ønsker til aftalen.
Flertal tegner sig
Dansk Folkeparti og Konservative har siden DR’s beslutning om at nedlægge orkestret ment, at beslutningen var i strid med den nuværende public service-kontrakt, hvor der specifikt står, at DR skal drive underholdningsorkestret.
Nu tegner der sig et politisk flertal bag den linje. Morten Marinus fra DF har svært ved at forestille sig, at kulturminister Marianne Jelved kan sidde et politisk flertal overhørig, og Enhedslisten er sikker på, at det er lykkedes at redde orkestret.
Usædvanlig situation
Medieforsker på Københavns Universitet, Henrik Søndergaard, kalder situationen "meget usædvanlig" og mener at folketingsflertallet kan kritiseres for ikke at overholde armslængdeprincippet i forhold til DR.
Omvendt mener han , at DR har været for tidligt ude med nedlæggelsen af orkestret, når der specifikt står i den gældende public service-kontrakt, at DR skal drive underholdningsorkestret.