CNN stopper distribution i Rusland til nytår

Den nye russiske medielov får nu amerikanske tv-kanal CNN til at ophøre med deres transmission i Rusland, meddeler deres ejer, mediegiganten Turner Broadcasting. Det skriver The Hollywood Reporter.
"Turner International vurderer dets distributionsmuligheder for CNN i Rusland i lyset af de seneste ændringer af den russiske medielov. Mens vi gør det, ophører vi med vores eksisterende transmission. Vi håber at genindtræde i markedet, når tiden er inde, og vi vil meddele vores partnere, når det sker. CNN's Moskva-redaktion forbliver upåvirket," siger en talsmand for Turner Broadcasting ifølge The Hollywood Reporter.
Den nye russiske lov om massemedier blev underskrevet af Ruslands præsident, Vladimir Putin, 18. oktober i år. Baggrunden for loven er den russiske regerings ønske om mere kontrol med informationsstrømmen og deres image i takt med, at Vesten har indført økonomiske sanktioner mod højtstående russere.
Loven begrænser udenlandske selskabers ejerskab af russiske medievirksomheder til 20 pct. fra 2017.
Den rammer flere store europæiske og amerikanske mediehuse. Det gælder bl.a. svenske Modern Times Group, MTG, der står bag Viasat og TV3, og som er hovedaktionær i det største uafhængige russiske tv-selskab, CTC Media, med 37.9 pct. af aktierne.