Folketinget afbrød tv-transmission efter britisk pres

Da Folketingets tv-kanal torsdag eftermiddag afbrød den direkte transmission af et pressemøde med den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, skete det på direkte ordre fra Den Britiske Ambassade, skriver Radio24Syv.
Teknikere i Folketingets Europaudvalg afbrød således tv-signalet, da en journalist fra Reuters spurgte den britiske udenrigsminister, om et skotsk nej til fortsat union ville få nogen betydning for den britiske regerings lyst til at tage en folkeafstemning i 2017 om fortsat britisk medlemskab af EU.
"Det er helt uantageligt og uacceptabelt, og det vil jeg også sørge for, at Den Britiske Ambassade får at vide. Jeg vil endvidere sørge for, at det ikke sker igen fra en folketingstransmission," siger formanden for Folketingets Europaudvalg, Eva Kjer Hansen, til Radio27Syv og bekræfter, at en medarbejder fra Den Britiske Ambassade bad en tekniker fra Folketinget om at afbryde transmissionen af den britiske udenrigsministers svar.
Phillip Hammonds svar på spørgsmålet blev senere lagt ind i Folketingets arkiv over tv-optagelser.