
Nyhedschefen på sportsvertikalen i Berlingske Media bliver ny sportsredaktør på Berlingske, skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Benjamin Munk Lund har været på sportsredaktionen siden 2011 og var før det også redaktør og souschef for sporten hos Ritzau, mens han også før det, som praktikant på Jyllands-Posten beskæftigede sig med sportsjournalistik. Han afløser dermed Flemming Fjeldgaard, der skal være chefredaktør på BT.
"Jeg har fulgt Benjamin Munk Lunds udvikling siden hans praktikanttid og er glad for at kunne sige, at han er en uhyre dygtig journalist og leder, der i rollen som Berlingskes nye sportsredaktør kommer til at være en stærk og original stemme i dansk sportsjournalistik," siger Berlingskes chefredaktør Jens Grund i pressemeddelelsen.
Benjmamin Munk Lund kalder sig privilegeret over at overtage posten, hvor han samtidig også skal udfylde rollen som kommentator.
”Det er min ambition, at Berlingske skal have markante holdninger og analyser - serveret med stor personlighed. Jeg kender husets sportsredaktion, som er en både ambitiøs og vildt dygtig størrelse. Det er en redaktion, jeg glæder mig til at blive leder for - og til at skulle præge med mine ideer og tanker om, hvilke retninger, vi skal gå på både den korte og lange bane,” siger Benjamin Munk Lund i pressemeddelelsen.
Mere fra MediaWatch
Radio- og podcastplatforme håber på mere fair konkurrence med ny støttemodel
Public Service Puljen og Innovationspuljen bliver åbnet for, at der kan søges støtte til lyd - og det er et vigtigt skridt, lyder det fra en række lydproducenter. Mens Podimo ”helt sikkert” vil søge, afventer Radio ABC og Zetland de endelige støttekriterier. Egmont ser nyt forretningspotentiale i aftalen.