Nævn: Ekstra Bladet gik over grænsen med drabshistorie
I forbindelse med den seneste runde X-Faktor bragte Ekstra Bladet en historie om en af vindernes baggrund: Hendes far var eftersøgt for et meget omtalt og bestialsk mord, der blev begået i 2005.
Ekstra Bladet gik over stregen med detaljerede beskrivelser af forbrydelsen, afgør Pressenævnet, der uddeler kritik til avisen for ikke at tage hensyn til de efterladte og pårørende (klager).
Ifølge de vejledende regler for god presseskik, skal meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, undgås - medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Derudover skal man vise "størst muligt hensyn" til ofre for forbrydelser eller ulykker og for pårørende til de implicerede, skriver nævnet.
I denne sag er der tale om en gammel sag, som Ekstra Bladet roder op i, understreger nævnet. En sag som Se og Hør og BT også dækkede. Både BT og Se og Hør har også modtaget kritik for manglende hensyn til de pårørende.
"Der er tale om en drabssag fra 2005. Pressenævnet finder blandt andet på denne baggrund, at navnlig Ekstra Bladets detaljerede beskrivelse af den usømmelige omgang med liget samt ligets tilstand var unødvendig. Pressenævnet finder ikke, at Ekstra Bladet har udvist det størst muligt hensyn over for de efterladte, og udtaler kritik af omtalen."
Der kommer dog ingen rettelse i avisen, da klagerne ikke har ønsket kendelsen offentliggjort.
03.07.2014: Tilføjet: BT og Se og Hør har også fået kritik af Pressenævnet for dækning af samme historie.