
Efter 12 år med Premier League, Champions League og Superliga rykker Viasat-reporter Zak Egholm nu videre i sports-tv-verdenen.
Egholm havde sidste arbejdsdag hos Viasat i fredags, og nu skifter han til konkurrenten TV 2. Her bliver han blandt andet del af den digitale oprustning på web-tv-siden, der i sidste uge også resulterede i offentliggørelsen af et nyt magasinformat med David Trads.
”Zak er i en rivende udvikling og på vej til at blive en af landets dygtigste sportsværter og interviewere. Han formår at forvandle det gammeldags sportsinterview til en levende samtale. Han forener på helt unik vis sin faglighed i sporten med indlevelse og engagement, og han kommer på tv2.dk til at tage dybden og potentialet i web-tv til helt nye faglige niveauer. Vi vil gerne have meget trafik, men god sportsformidling starter med at tage publikum dybt alvorligt,” siger TV 2s digitale chef Peter Brüchmann i en pressemeddelelse.