Danske Medier vil indsamle afslag på aktindsigt
Arbejdet for mere åbenhed i forvaltningen stopper ikke, selv om den udskældte offentlighedslov i tirsdags blev definitivt vedtaget. Det skriver Brancheforeningen Danske Medier, der nu forbereder sig på tre overordnede udfordringer i kølvandet på den nye lov.
En af udfordringerne bliver at monitorere, hvordan loven, der træder i kraft ved årsskiftet, i praksis administreres, skriver Danske Medier i en leder:
"Vi skal sikre, at alle afslag på aktindsigt samles, og at sager prøves hos Folketingets ombudsmand. Vi skal samle materiale, så vi er godt rustet til den evaluering af offentlighedsloven, som skal finde sted om tre år."
Derforuden ser organisationen en opgave i at klæde medierne på til at udnytte de nye muligheder, som loven giver. Det gælder blandt andet den nu udvidede aktindsigt i blandt andet offentligt ejede selskaber og muligheden for at søge tematiske aktindsigter.
En anden udfordring bliver, at påvirke, hvordan den nye offentlighedslov skal administreres på de punkter, hvor loven giver plads til skøn i de konkrete sager, skriver Danske Medier. Vejledningen om administrationen af loven sendes i høring, og Danske Medier vil her søge at holde politikerne fast på, at de nye begrænsninger i aktindsigten bør administreres restriktivt.