Danske Medier angriber offentlighedsforlig: I lægger røgslør og snakker udenom

Forligspartierne bag den nye offentlighedslov har så travlt med at forsvare lovforslaget, at de glemmer både demokratiske hensyn og de konsekvenser lovændringerne vil få for oppositionspartierne. Det skriver Danske Mediers formand, Per Lyngby, og adm. direktør, Ebbe Dal, i en kronik i Berlingske i dag. På vegne af brancheforeningen angriber de forligspartiernes behandling af offentlighedslovsforslaget
Politikerne forsøger at holde de massive protester mod lovforslaget " i skak med udenomssnak og røgslør (...)", skriver de, at de rent glemmer, at lovændringen fremover også kan koble oppositionspartierne af lovprocessen, fordi den bremser indsigten i de dokumenter, som regeringen og evt. forligspartier udveksler i forbindelse med lovgivning.
Ebbe Dal har tidligere skrevet et indlæg, hvor han kritiserer samme punkt, § 27, stk 2, i lovændringen, der lukker for aktindsigt i udvekslinger mellem ministre og folketingsmedlemmer. Det underminerer selve det politiske systems legitimitet, fordi det slører forholdet mellem den udøvende magt, regeringen, og den lovgivende magt, Folketinget.
Generelt har den politiske proces omkring lovforslag manglet demokratiske hensyn, skriver de to.
"Offentlighedslovforslagets tur gennem systemet er fortællingen om, hvordan magt korrumperer, hvordan skødesløshed med frihedsværdierne kan florere, hvis man har eller er i nærheden af magten, hvordan man, hvis man er langt nok ude, kan gribe til fejlinformation, hvis det er belejligt, og hvordan troskabseder i en snæver forligskreds kan føre til fejlgreb og stædighed," skriver de og opfordrer forligspartierne til at gentænke lovforslaget.
Medier vil have offentlighedslov udsat
Engell: Protester får svært ved at ændre offentlighedslov