MediaWatch

X Factor sælger ikke længere aviser

Seerne viger fra DR´s X Factor-programmer, og tabloidaviserne dækker ikke længere showet så intenst som tidligere. Det er blevet et børneshow uden noget på hjerte, lyder kritikken. 

Hver fredag slår en stor del af danskerne over på DR1, når public service-kanalen blænder op for de seneste års store seermagnet X Factor. Men selv om programmet stadig er blandt topscorerne hos seerne, så viger seertallet.

Berlingske skriver i dag, at en sammenligning af dette og sidste års seertal viser et gennemsnitligt fald på 212.000 seere, og samtidig langer underholdningsredaktørerne på Ekstra Bladet og BT, der ellers har dækket programmet intenst, ud efter DR:

"Det, vi står med i år, er reelt et børneshow, og det gør det altså noget farveløst, da de simpelthen er for unge til rigtigt at have noget på hjerte," lyder kritikken bl.a. fra Pia Haabegaard, chef for Ekstra Bladets underholdningsredaktion, som dækker showet stadig mindre og nu primært på nettet.

Det samme gælder BT, hvor redaktør Lars Westh Jacobsen kalder programmet for "slidt i kanterne" og fortæller, at man ikke forventer, at showet kaster forsidehistorier af sig:

"I forhold til alle mulige andre underholdningsformater er "X Factor" stadig en seermagnet, men programmet er slidt i kanterne. Man fornemmer også tydeligt, at det er gået op for seerne, at "X Factor" er en illusion. Der bliver ikke fundet nogen ny dansk verdensstjerne i programmet. Det er underholdning i nuet, som også Thomas Blackman ofte prædiker ved dommerbordet for tiden. Eksistensberettigelsen er at skabe nogle musikalske og underholdende øjeblikke – og derfor er "X Factor" nok ikke helt så spændende som tidligere," siger han til avisen.

DR´s underholdningschef Jan Lagermand Lundme afviser kritikken og siger, at DR ikke har planer om at droppe programmet.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs