EU på vej med strengere krav til virksomheders grønne påstande

Virksomheder skal kunne dokumentere præcis, hvad der ligger til grund, når de kommer med påstande om, hvor grønne og miljørigtige deres produkter er.
Det foreslår EU-Kommissionen onsdag.
Formålet er at slå ned på greenwashing.
Navnet dækker over en praksis, hvor virksomheder gennem markedsføring kan fremstå grønnere, end de egentlig er.
Det kan for eksempel være ved at skrive, at et produkt er lavet af genanvendte materialer eller er klimaneutralt uden nærmere at dokumentere, hvordan det er det.
”Efterspørgslen efter grønne produkter stiger markant. Det viser, at europæerne gerne vil købe grønt,” siger miljøkommissær Virginijus Sinkevicius på et pressemøde i Bruxelles.
”Men det er svært for dem at skelne mellem sandt og opdigtet. Mere end halvdelen af de grønne påstande, vi ser på det europæiske marked, er vage, vildledende eller bare tom luft,” fortsætter han.
Med lovforslaget vil EU-Kommissionen sikre, at forbrugere har adgang til troværdige informationer og dermed kan vælge på et oplyst grundlag.
Konkret foreslår kommissionen, at grønne påstande skal verificeres af en tredjepart, før en virksomhed må bruge dem i sin markedsføring.
Det møder modstand i interesseorganisationen Dansk Erhverv.
”Det er rimeligt at stille krav til virksomheder om at dokumentere de påstande, de kommer med, hvis Forbrugerombudsmanden beder om det,” siger chefkonsulent Martin Jørgensen.
”Men et krav om at verificere alle påstande vil være ude af proportioner og meget dyrt. I sidste ende vil det medvirke til, at virksomheder ikke kommunikerer deres grønne tiltag. Det gavner hverken den grønne omstilling eller forbrugere.”
Også på et andet område - miljømærkninger - ønsker EU-Kommissionen at skærpe kontrollen.
Der findes omkring 230 forskellige miljømærker i EU. For mange af dem gælder det, at det ikke er gennemsigtigt, hvad der skal til, for at et produkt kan få mærket, lyder det fra kommissionen.
Det skaber forvirring og mistillid hos forbrugerne. Derfor foreslås det, at mærkningerne bliver verificeret af en tredjepart, og at der regelmæssigt foretages kontrol med dem.
Relaterede artikler:
DR’s tv-produktioner skal være grønnere
For abonnenter
Kreakom indgår samarbejde med ESG-platform
For abonnenter