Kristeligt Dagblad skal finde besparelser for fem millioner

I lyset af et frafald blandt avisens abonnenter og de økonomiske udfordringer, der præger store dele af branchen, skal dagbladet finde besparelser, der ikke vil kunne gennemføres uden fyringer. 
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Kristeligt Dagblad skal finde besparelser for fem mio. kr., og i den forbindelse vil det blive umuligt at undgå fyringer. Det siger adm. direktør Hans-Christian Kock til Journalisten

”Det kommer helt sikkert til at betyde fyringer. Det kan vi ikke undgå,” siger Hans Christian Kock, der endnu afviser at sætte tal på, hvor mange fyringer, besparelserne vil medføre. 

Besparelserne er nødvendige grundet høj inflation, stigende priser på papir og distribution, og fordi Kristeligt Dagblad ser et fald i antallet af abonnenter, lyder det.

Britta Søndergaard, en af avisens tillidsrepræsentanter, siger til fagbladet, at tillidsrepræsentanterne vil forsøge at finde så mange besparelser som muligt, uden at der skal afskediges medarbejdere.

Udmeldingen er den seneste i rækken af besparelser og fyringsrunder, der har rullet i mediedanmark det seneste halve år. Herunder Det Nordjyske Mediehus, der har skullet spare 18 mio. kr. og Mediehuset Folketidende Gruppen, der har foretaget en sparerunde for mere end fem mio. kr., hvor ni medarbejdere er fratrådt. 

I Sjællandske Medier er 29 medarbejdere fratrådt som led i en millionbesparelse af ukendt størrelse, og i JP/Politikens Hus er i alt 50 medarbejdere fratrådt fordelt over Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet

I JFM skal der i januar afskediges ca. 50 medarbejdere som led i en sparerunde, der skal lappe et hul på ca. 100 mio. kr. i budgettet for året. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også