New Zealand barsler med lov der vil tvinge Google og Facebook til at betale til nyhedsmedier
New Zealands regering vil følge i Australien og Canadas fodspor og foreslå en lov, der vil kræve, at Google og Meta, selskabet bag blandt andet Facebook og Instagram, betaler for de lokalnyheder, de bruger på deres platforme. Vurderingen lyder, at det vil betyde en samlet betaling på omkring 30 til 50 mio. dollars, 135 til 225 mio. kr., til de new zealandske medier. Det skriver mediet Stuff.
Ifølge Stuff bekræftede landets broadcasting-minister Willie Jackson søndag, at regeringen vil foreslå den nye lovgivning, , der skal sikre betaling til landets medieorganisationer.
“Vi har nok mistet omkring 50 pct. af journalister de sidste 10 år. Vi er nødt til at give håb til de mindre spillere derude. Jeg er stolt af at fremsætte denne lovgivning til at støtte dem,” udtalte han ifølge mediet.
“Det er ikke retfærdigt, at de store digitale platforme som Google og Meta får lov til at dele lokale nyheder gratis. Det koster at producere dem, og det er kun retfærdigt, at de betaler,” udtalte han.
Forslaget til lovgivningen vil ifølge ministeren være baseret på den, der allerede anvendes i Canada og Australien.
Den såkaldte Online News Act blev indført i Canada i april efter inspiration fra en lignende lovgivning i Australien. Reglerne pålægger platforme som Metas Facebook og Alphabets Google at forhandle kommercielle aftaler med og betale medier for at distribuere deres indhold.