MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Lovforslag om kulturbidrag, fokus på bæredygtighed, konkursramt streamingtjeneste genopstår, inflation koster medieabonnenter, og Avisen Danmark fik ny chefredaktør. Det er nogle af de historier, du her får præsenteret fra ugens gang i mediedanmark.

JP/Politikens Hus tilslutter sig i 2022 den internationale klimainstans Science-Based Targets iniative, som hjælper virksomheder med validering af konkrete målsætninger for reduktion af CO2-udledning. | Foto: Jens Hartmann/Ritzau Scanpix

Vi er så småt ved at være i mål med uge 33, som har budt på flere større nyheder blandt landets medievirksomheder og på den politiske front.

Mens et folketingsvalg står og banker på døren, er endnu en af lovgivningsprocesserne, der skal gøre forårets medieforlig til virkelighed, nået nærmere en endelig vedtagelse.

Først på ugen blev et udkast til et lovforslag om det såkaldte kulturbidrag sendt i høring. Her stod det klart, at det ikke kun er streamingtjenester som Netflix, TV 2 Play og Viaplay, som bliver omfattet og skal betale seks pct. af omsætningen til at fremme dansk indholdsproduktion – det gælder også filmudlejningstjenester som Blockbuster.

Den del stillede Blockbuster med opbakning fra Lars Werge fra Dansk Erhverv sig efterfølgende uforstående over for, fordi Blockbuster ikke selv producerer indhold, og derfor ikke vil kunne søge om at få del i midlerne igen.

Fra de politiske vinde suser vi over til to jobskifter af de mere markante. Tirsdag meldte chefredaktør på Bornholms Tidende, Kristoffer Gravgaard ud, at han efter blot et år på posten fremover også skal varetage ansvaret som adm. direktør i avishuset. Det sker for at få det redaktionelle og kommercielle til at spille bedre sammen, lød det.

Ny chefredaktør

På Jysk Fynske Mediers Avisen Danmark skete der også udskiftning i ugens løb, da avisens chefredaktør igennem fem år, Peter Rasmussen, blev afskediget. Samtidig blev Daniel Bach Nielsen, der hidtil har været chef for Jysk Fynske Mediers livecenter i Horsens, indsat på posten. Ifølge chefredaktør på Jysk Fynske Medier Peter Orry sker udskiftningen for at sikre stærkere digitale kompetencer øverst i den redaktionelle ledelse.

Vi hopper videre til en undersøgelse, som Wilke har foretaget for MediaWatch om de stigende prisers konsekvenser for folks medieabonnementer. Rundspørgen viser, at 17 pct. har valgt at opsige deres abonnement på et medie som følge af inflationen i perioden marts til juni i år.

Også hos produktionsselskabet Mastiff kan de stigende priser mærkes. Adm. direktør Mads Ulrich Holmstrup fortalte, at især udenlandske produktioner er påvirket af høje brændstof- og billetpriser, som vil kunne mærkes på bundlinjen i indeværende år.

Det Nordjyske Mediehus’ lokalsats Vigeur vokser - næsten - efter planen og har sparket døren ind til en ny eftertragtet målgruppe for selskabet. Adm. direktør i mediekoncernen Morten Winther holdt imidlertid kortene tæt til kroppen om udsigten til et muligt break even, da han gav en status på den unge satsning.

Lokalsats og bæredygtig omstilling

Vi kørte også ufortrødent videre med en anden af vores seneste temaserier: Mediehusenes omstilling til en mere bæredygtig forretning. Her fortalte en rådgiver inden for selv samme område, at hun oplever en træghed i mediernes vilje til at lave grønne strategier. Medieselskaber gør dog klogt i at udvikle og formulere en strategi for bæredygtighed, da manglende omstilling kan ramme ramme virksomhederne som en boomerang, lød det.

Inden for samme tema fortalte JP/Politikens Hus’ koncerndirektør Dorthe Bjerregaard-Knudsen om udgiverhusets indsatser på området - og hvad en kommende tilslutning til en international instans skal gøre for at bringe koncernen tættere på sit mål om fuld klimaneutralitet.

Knap to måneder efter bogtjenesten Tales.dk gik konkurs på grund af en streamingtjeneste, der trak selskabets økonomi i knæ, bliver streamingtjenesten nu lanceret på ny og prisen for et månedsabonnement sænket. Hvordan kan det dog hænge sammen, tænker du måske. Direktør for det nye selskab, der tidligere har stået i spidsen for Zalando, forklarede den nye tilgang.

Ugens tal.

17 pct. Så stor en andel af befolkningen abonnerede på en streamingtjeneste for e- og lydbøger ved seneste undersøgelse, som Voxmeter i foråret gennemførte for Boghandlerforeningen og Danske Forlag. Dermed er der gået et år med stort set ingen udvikling.

Nyt på navnefronten

Vivi Højen er ny adm. direktør for Schibsted-koncernens danske afdeling, der bl.a. ejer DBA og Bilbasen.

PR- og kommunikationsbureauet Lead Agency har ansat Marianne Hjaltelin som ny adm. direktør. Hun starter i den nye stilling den 1. september.

Karina Walhoved er ny direktør for People & Organisation hos medieovervågningsvirksomheden Infomedia, hvor hun får ansvaret for HR-indsatsen i de nordiske lande.

Hos TV Midtvest er Tommy Zwicky blevet afskediget som redaktionschef et år efter, han blev ansat. Hans afløser er allerede fundet i egne rækker i nyhedsvært Marc Kiligren Akselsen.

Enhedslisten henter en gammel kending i Morten Thorbjørn Andersen som presse- og kommunikationschef for partiet i Folketinget. Han har tidligere haft en lignende stilling.

Karl Emil Frost er blevet redaktør for Altinget Kultur, og han skal også stå i spidsen for Altinget debat sammen med journalist Sine Riis Lund.

Malervirksomheden Flügger Group har ansat Casper Paggio som kommunikationschef.

Den tidligere programchef på TV 2 og DR Bo Damgaard bliver ny bestyrelsesleder for Odense Filmværksted.

Det læste vi i andre medier

En række medlemslande er utilfredse med EU-Kommissionens ”enemyndighed”, mens techselskaber forbereder juridisk tovtrækkeri om Digital Markets Act, der skal regulere techselskaber som Google og Facebooks dominans over den digitale infrastruktur.. Det har Financial Times beskrevet nærmere .

Med ønsket om en god weekend

MediaWatch

Mere fra MediaWatch

Aller Media-topchef om nedlæggelse af printmagasin til unge: "Tiden er moden"

Næste år ville ”Vi Unge” som printmagasin være fyldt 60 år. Men fra årsskiftet er den trykte version af magasinet til teenagepiger fortid. Topchef i Aller Media kalder det en ”meget logisk beslutning” og forklarer samtidig, hvad der ligger bag en række andre, større ændringer i Aller Medias redaktionelle setup.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs