Elon Musk håner Twitter på selskabets platform efter droppet købsbud
Tesla-ejeren Elon Musk, som i sidste uge meddelte at ville droppe sit opkøb af Twitter, reagerer nu på platformens melding om at tage juridiske skridt for at få gennemført handlen alligevel. Det skriver Bloomberg News.
På Twitters egen sociale medieplatform har Elon Musk delt et meme, hvor han håner Twitter for - i hvert fald ifølge topchefen - at tilbageholde information om antallet af falske brugere på det sociale medie for nu at være påkrævet til at oplyse om brugersituationen til retten.
Elon Musk, der er administrerende direktør i Tesla, bød i april 54,20 dollar per aktie i Tesla, svarende til et samlet beløb på 44 mia. dollar.
Handlen er siden blevet trukket i langdrag, hvor Elon Musk har efterspurgt yderligere brugerdata. Den data, som Twitter har givet ham adgang til, har dog ikke været tilstrækkelig for Musk, hvorfor buddet blev trukket tilbage fredag.
- Twitters bestyrelse er forpligtet til at gennemføre handlen til den pris og på de betingelser, som hr. Musk har indvilget i, og planlægger at gå ad rettens vej for at gennemtvinge fusionsaftalen, oplyser bestyrelsesformand Bret Taylor i et tweet fredag.
Den 25. april, hvor Elon Musk afgav sit bud, steg aktien i Twitter til 51,70 dollar. Siden har parternes tovtrækkeri tæret på aktien, der i fredagens eftermarked faldt 4,9 pct. til 35 dollar.
Samtidig steg aktien i Tesla fredag 2,3 pct. til 769,75 dollar i eftermarkedet.