MediaWatch

Femina om ny reklamekampagne: Vi er ikke gået efter chokeffekt

Allermagasinet Femina markerer ny redaktionel linje med en debatskabende reklamekampagne og et redesign af deres hjemmeside og printudgivelse.

Dorthe Kandi er ansvarshavende mediechef på Femina. | Foto: Nellie Møberg/Aller Foto & Video

Ugebladet Feminas nye reklamekampagne, som viser kvinder i forskellige intime situationer, skal illustrere et redaktionelt skift mod mere aktualitetsstof og starte samtaler om bl.a. det naturlige i kvinders seksuelle lyst, skriver Berlingske.

Ifølge Berlingske har kampagnen, der bl.a. inkluderer en flere meter høj plakat af en kvinde med sin hånd nede i sine trusser, vakt debat og kritik på sociale medier for at vise kvindelig onani til alle, der måtte se reklamen, herunder børn.

"Så er det altså heller ikke vildere. Jeg ser ofte mænd på gaden eller til møder, der lige skal rette på noget i buksen, og det er superfint, for det er jo bare naturligt. Vi er selvfølgelig ikke blinde for, at reklamen nok skulle få folk til at stoppe op, men vi er ikke gået efter chokeffekten. Vi er gået efter 'Lad os tale om det her'," siger Dorthe Kandi, ansv. mediechef på Femina til Berlingske.

Den skærpede redaktionelle retning skal understøttets visuelt af en gentænkning af opsætningen af magasinets site og printudgave, skriver Journalisten. Dorthe Kandi mener, at Femina igennem flere år har styrket og udvidet dækningen af aktualitetsstof og har taget klar stilling til bl.a. samtykkelovgivning. Konkret har man ansat to digitale journalister inden for det seneste år, som skal beskæftige sig mere med nyheder og mindre med livsstil.

På ugebladets forside skal flere kvinder med markante holdninger og stærke historier figurere frem for modeller - igen en manifestation af den nye linje ifølge Journalisten.

Femina har eksisteret i sin nuværende form siden 1952, men blev etableret som Nordisk Mønster-Tidende i 1874, og er dermed Danmarks ældste ugeblad.

Mere fra MediaWatch

Top 20: Sæsonfinaler trak færre live-seere

Efterårets største danske underholdningsformater rundede sæsonen af i sidste uge, men i modsætning til sidste år nåede finaleprogrammerne med en enkelt undtagelse ikke over en mio. live-seere.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs